onsdag den 14. februar 2018

Hoppe i glasset

Jeg har tidligere haft øl fra Hoppe.Beer under omtale på bloggen, og har været mest tilfreds med de syrlige øl derfra. Dagens flaske er en ølmagnum på 75 centiliter - det signalerer sikkert eksklusivitet, men hvorfor skal det sælges i så store enheder? Nå, men det skal egentlig handle mest om smagen.

Darkside, 10,2 % quadrupel. Der stod noget skum klar til at forlade flasken af sig selv, da jeg fik åbnet den. Ophældt fyldte skummet initielt meget, men ret hurtigt var det svundet ind til næsten ingenting. Der bør nok være et mere kraftigt skum i typen, skriver jeg, undtagelsesvist med min øldommerpen i hånden. Jeg kan ikke rigtig blive klog på duften. Der er nogle af de rigtige elementer som malt og karamel, men det vinøse fra alkohol og estere mangler, eller er svagt til stede. Til gengæld er der en let syrlig tone som nærmer sig noget eddike. Sammenholdt med den lystige start kan jeg her godt begynde at mistænke en let inficeret øl. Jeg tror nu ikke det er tilfældet, for der er næsten ikke noget af det at genfinde i smagen. Den samler lidt mere op på manglerne i duften, men byder også ind med noget underliggende næsten metallisk og førnævnte syre. Det er tørt og det er bittert og det er ikke specielt fyldigt.  Jeg synes ikke det er lykkedes for Frederik i denne flaske, om det så er opskrift eller forurening undervejs der er skylden. Af tilsætningerne rosiner, appelsinskal, koriander og vaniljebønner er det mest appelsinen jeg kan mærke. Jeg kan godt lide hans jordbærlambic Lacto Love og den rødvinsfadlagrede Woody Delight, hvor jeg er sikker på, at den fremkomne syrlighed er tiltænkt. Denne fortolkning af de tungeste og mørkeste belgiere ender uharmonisk ud og på skuffende 2 skumfiduser.

#1693

torsdag den 8. februar 2018

Humle og terroir

Vi kender det godt fra vinens verden, begrebet terroir, der dækker over de klimatiske og geografiske forhold, der sammen med jordbunden giver en drue dens karakter. Og skal det være rigtig fint, så kan man få enkeltmarksvine. Men det er vist ikke rigtig undersøgt om de samme forhold spiller ind på de afgrøder, der bruges til øl. Før nu, hvor Mikkeller har kastet sig ud i et eksperiment. Fire slags humler, der har groet to/tre forskellige steder i verden, og kastet i den samme bryg, en IPA på 7 %.

Taphouse havde i dag sat de to gange to øl med Sorachi Ace og Centennial på hanerne og jeg kikkede forbi til fire små samplere for at se om jeg kunne smage forskellen.

Første sæt var de to Sorachi Ace, hvor den ene bestod af humlen dyrket i Belgien og den anden med humle fra det nordvestlige USA (ikke nærmere specificeret mærkeligt nok). Allerede udseendet røbede en mindre forskel. Den belgiske var meget plumret og havde et let grønligt skær, mens den amerikanske var knap så uklar, uden at det på nogen måde var gennemsigtigt, og havde en mere gullig tone. Den belgiske var meget frisk og prikkende, med en klar og ren citron og lime smag, og med en antydning af dild. Den amerikanske forekom på en måde lidt fyldigere i smagen, der var mere lime end citron, knap nok noget dild men til gengæld en svag antydning af koriander. Jeg fornemmede en anelse mere slutbitterhed, der også indeholdt noget appelsinskræl. Men begge med meget aroma.

Andet sæt var så Centennial fra Belgien og fra staten Washington i USA. Der var ikke nogen synlig forskel på de to glas. Begge var klart mere bitre end de to foregående, men indbyrdes var der forskel i hvordan jeg oplevede bitterheden og smagen. Der var smag af fyr og harpiks i den belgiske, men ikke pågående. Der var en smule tropiske frugter (mango og passionsfrugt) og blomster, hvilket næsten gjorde den en anelse parfumeret. Den amerikanske overraskede kraftigt med en hurtig antydning af peanut!? Jeg fik det indtryk flere gange undervejs i tømningen af glasset. Gad vide om de har brugt samplerglasset til nødder tidligere på dagen? Derudover adskilte den sig ved at være en smule mildere i udtrykket, med mere ren citron i smagen og knap så mange blomster. 

Mikkeller har naturligvis ønsket at demonstrere sin pointe og har hældt store mængder humle i øllene, formentlig på alle mulige tænkelige tidspunkter. Selv en smagsdøv blogger som undertegnede havde således ikke store problemer med at smage terroiret. Forskellen havde måske været mindre tydelige, hvis ikke øllene havde været så voldhumlede som de var. Men hvor langt kan man drive det? Kan man smage forskel fra år til år, fra mark til mark? Og hvad med byggen (hveden, rugen, havren ...)? De må da også påvirkes i en eller anden grad af terroiret? Kan bryggerne kompensere for forskellene - og ønsker de at gøre det? Smagning og brygning af øl er ikke blevet mindre kompliceret efter denne øvelse - og tak for det. Projektet var en øjenåbner, både for mig som konsument, men burde så sandelig også være det for producenterne, store såvel som små.

Læs mere om projektet hos Mikkeller og und dig selv at foretage øvelsen hvis du har mulighed derfor.

onsdag den 7. februar 2018

Amager bryghus 10 år - anden del

Vores allesammens yndlingsbryghus på lorteøen, Amager Bryghus, har holdt stand og ikke mindst fanen og barren meget højt de ti år, de har eksisteret. Tidligere på året udgav de tre øl som første led af egen festligholdelse af deres jubilæum. To af de tre øl smagte mig godt, mens den tredje skuffede en del. De samme tre øl blev hældt på fad, og er blevet udgivet her sidst på året, med følgeskab af yderligere to fadlagrede festøl. Lad mig knappe op og se, hvad turen i fadene gør ved øllet.

MurpHill 2017 ed., imperial rugporter, lagret på friske bourbonfade. Grundbryggen er Rugporter, en øl lavet i samarbejde med Shaun Hill og Mike Murphy, som jeg vist aldrig har fået omtalt på bloggen, men svagt erindrer at have smagt. Den er tidligere blevet smidt på tønden og trukket op igen som en MurpHill, men denne gang i en let modificeret 2017 udgave. Det første duftindtryk sagde voldsom lakrids, men også mørke frugter, kaffe og bourbon. Den smager ganske indledningsvis af mørk chokolade type sødme og kaffe, der overhales både inden- og udenom af fadlagringens tilførte elementer af ren bourbonsmag, let træ og desværre en del vanilje, der sammen med den amerikanske bourbon for mig trækker i den modsatte retning. Jeg har efterhånden lært både at acceptere og i en del tilfælde nyde og endda elske fadlagrede mørke øl, men når vaniljeorkideen bidrager med smag i en blanding med sydstaternes svar på det skotske højlands ædle drik, så tilføres det efter min ydmyge og ganske personlige mening ikke noget til øllet. Jeg kan godt være bange for, at resten af øllene i denne anden halvleg kommer til at blive bedømt efter samme skabelon. Grundbrygget her er dog ganske fint og bliver ikke decideret ødelagt, så jeg kan godt, trods de harske ord, stå inde for de fire skumfiduser jeg kaster efter den første jubilæumsoplevelse i anden halvleg.


Maureen, The Maverick Moonshiner, 12 % bourbon fadlagret dobbeltmæsket russisk imperial stout. Her er det Dario, the Dark Don, fra første del af jubilæumsudgivelserne, der har været på bourbonfade. Duften er tung og formår næsten ikke at kravle op over glassets kant. Mørk chokolade, mørke, våde frugter, kaffe, ikke så meget lakrids som i Dario, men til gengæld en let bourbonduft, der holder sig til antydningens kunst. Det er det samme jeg genfinder i smagen, i pænt afstemt indbyrdes forhold. Kaffen er lidt mere fremme i smagsbilledet end i duften, og man mærker også de meget mørkt ristede malte. Bourbonen er også smagsmæssigt mere en medspiller på holdet end en ego-centriker som Zlatan. Det kan være, at den dobbeltmæskede bryg er så fyldig, at den kan suge og indkapsle flere af fadets aftryk, så det faktisk ender med at blive ganske vellykket. Det er over et halvt år siden jeg smagte Dario (og de øvrige i første del), så jeg kan ikke direkte sammenligne. Men det er en ret lækker øl, der må få 5-6 skumfiduser, hvilket er en halvkarakter mere end Dario.


Christopher, The Crimson Crooner, 11 % bourbon fadlagret barley wine. Her er det Marianna, The Moody MILF, der er udgangsbrygget. Den brød jeg mig ikke særlig meget om i ren udgave. Må se om turen i bourbonfadene har forbedret den. Der står stadig en meget sødlig-klistret duft op ad glasset og her iblandet tydelige bourbonnoter, der heller ikke ligefrem er kendt for deres opfriskende karakter. Smagen er også fortsat sød og klistret. Lidt væk er bananen og tyggegummien fra Marianna, heldigvis. Der er nu noget modspil fra sydstatswhiskeyen om man så kan lide den lette blanding af røg og halv-vammelhed, som jeg forbinder med den nye verdens forsøg på at efterligne original whisky. Samlet ender bryggen som en kende mere drikkelig end udgangspunktet, men den bliver aldrig hverken en crowd- eller ganepleaser hos Dude Beering; dertil er den for sød, tung og lagret på forkerte fade. Den "beholder" sine tre skumfiduser.


Patrizio, The Persuasive Peacemaker, 10,5 % bourban fadlagret old ale. En remaket Cody the Crooked Cop fra første halvleg. Den var ganske vellykket og de samme duftindtryk fra den af karamel og figner er bevaret og naturligt tilført lidt fra fadene som duftmæssigt giver lidt vanilje og en smule bourbon. Stadig en voldsom væske at ryste indenbords, med masser af malt, karamel, mørke frugter samt vanilje, træ og bourbonsmag fra fadlagringen. Sidstnævnte kan mærkes men er knap så voldsom. Muligvis har den dræbt den let syrlige smag jeg kan se at jeg smagte i Cody. Stadig en øl der skal nydes med måde - dens fylde gør nok, at den bedre favner bourbonen som forekommer integreret og ikke udstikkende. Den beholder samlet ligeledes sin karakter fra den rene udgave: 4-5 skumfiduser.


Paul the Packing Piano Player, 8,7 % bourbon fadlagret rugstout. Sidste øl står også alene, skal ikke sammenlignes med en ikke-bourbonlagret udgave. Rettelse: PtPPP er en fadlagret udgave af Rye King, som jeg smagte for en del år siden. Jeg dufter bourbon, røg men også lidt frisk humle vifter forbi som en flygtig brise. Knastør smag, jeg mærker næsten indersiden af fadet raspe min mundhule. Træ, røg, kaffe og bourbon; sidstnævnte forekommer i denne bryg mere "frisk" eller knap så vammel og giver faktisk øllet et ekstra pift. Ret bittert, sikkert både fra humle, fad og bourbon. Som alle de foregående er det ikke en sommerbælleøl, men noget der skal nydes i små nip. Denne bringer mig nok mest glæde af håndfulden efter Maureen og må belønnes med 5 skumfiduser.


Jeg fik efter denne omgang med Amagers heftige fejring af deres første 10 år bekræftet, at bourbon og øl sjældent virker godt for mig. Der vil givetvis være andre, der ser en fortrinlig symbiose i blandingen og dem kan jeg kun være en smule misundelig på. Det gik fint et par af gangene, men det bliver hurtigt for påtrængende synes jeg, og når så bourbon i forvejen er en misforståelse, så er det op af bakke. Men, det sagde jeg om al fadlagret øl tidligere, så derfor kastede jeg mig ud i det for at se, om ikke jeg også kunne smage lyset. Det kan jeg måske næste gang, men endnu er jeg for umoden.

#1688-1692

tirsdag den 6. februar 2018

Tap takeovers på Kompasset

Mit lokale vandingshul Kompasset skiftede ejer i sensommeren men de nye ejere fortsætter stort set med det samme koncept. Dog forekommer det mig, at de lidt oftere får besøg af bryggere og bryggerier. Jeg har ikke været med til alle, men her følger et par korte smagsnoter fra vinterens løb, med nogle bryggerier jeg ikke før har set.

Den første begivenhed jeg nåede med til var da de finske bryggerier RPS Brewing (Rock, Paper, Scissor) og Fat Lizard gæstede baren 14.-16. december. Fik en god snak med dem om ølscenen i Finland og fik smagt disse:

RPS IPA, 5,6 %. Den præsenterede sig med en umiddelbar frugtsmag bestående af grapefrugt og appelsinskræl. Det efterfulgtes af en ret ren bitter afslutning, men den skulle kun holde 56 IBU. 4 skumfiduser.

RPS Red ale, 5,2 %. Mørk øl, der forekom ganske kedelig, uden hverken nogen malt eller humlekarakter. Den nåede aldrig at gøre et stort indtryk. 2-3 skumfiduser.

Fra Fat Lizard fik jeg smagt fire forskellige:

Arctic Fuel, 7,3 % ipa. Diskret aroma fra humlen. Starter også forsigtigt i smagen men det udvikler sig til bløde, frugtige noter af melon og mango, med en afsluttende lav bitterhed. 4 skumfiduser.

Track Day, 4,9 % ipa. Med den styrke hører den til session ipa'erne. Som sådan starter det fint hvor den initielle humlearoma og -smag giver fyr og passionsfrugt som fader ud, men dog bevares noget mere end normalt for stilarten. Således fremstår den som ganske god for genren. 4 skumfiduser.

Ankle Slapper Surf Ale, 4,7 % ipa. Igen en session, brygget til en dag hvor tidevand og bølger ikke når højere end til anklen på den stakkels forventningsfulde surfer. Der er en generel OK humlearoma men det er svagt og fiser hurtigt ud. Track Day var således bedre. 3 skumfiduser.

Blacktop, 6,3 % porter. Fin porter, med røg, ristede noter og fin balance med chokoladesødmen. 4 skumfiduser.

Den anden begivenhed, der skal omtales i dette indlæg er fra 18. januar i år, da svenske Nordic Kiwi Brewers kom forbi. Svenske og svenske, bryggeriet ligger i Stockholm, men bryggerne er vist ægte kiwier. Meget passende var der samtidig barmad i form af Wild Kiwi Pies, et initiativ, der sammen med NKB havde lokket folk af huse på Østerbro. Der var tæt pakket og med et næsten infernalsk støjniveau, så selv om det havde lykkedes mig at lokalisere bryggeren/-ne ville jeg ikke kunne have ført nogen som helst fornuftig samtale med dem. Jeg nøjedes derfor med at smage to af deres øl:

Kohatu Sour, 4,5 %, men nok ikke en sour i ølstilartsforstand. Mere en slags pale ale, med en del brødsmag og en humle, der giver en let bitterhed og mest smager af appelsinskræl. På det jævne, 3-4 skumfiduser.

Chili Stout, 6 %. Dufter af en blanding af lys chokolade og mælk, så jeg må tænke milk stout. Kaffe, røg, ristet brød og ikke meget sødme udover mælken! Chilien er, heldigvis, meget sparsomt doseret og anes kun som den svageste prikken i halsen. Lidt tyndbenet, men OK. 3-4 skumfiduser.

Det er ikke verdenstopklasse bryggerier, der kommer forbi søvnige Østerbro, men mindre kan også gøre det. Næste overtagelse af udskænkningshanerne er 15. februar, hvor danske Flying Couch skænker op.


#1680-1687







tirsdag den 23. januar 2018

Lette svenskere

I flere nordiske lande kan man kun købe øl i almindelige butikker op til en vis procentgrænse. Således kan man i Sverige kun få øl op til 3,5 % i supermarkederne. Det kan give visse brygtekniske udfordringer, men samtidig eksisterer der også ølstile, der ikke er stærke. Et kort besøg i Stockholm gav anledning til at undersøge hvad hylderne i ICA havde at byde på. Jeg valgte kun flasker fra svenske bryggerier, men både Mikkeller og To Øl var også at finde.

Picnic, 2,2 % sour ale fra Brekeriet. Økologiske ingredienser, blandt andet rabarber, og fermenteret ved hjælp af mælkesyrebakterier. De afgiver en karakteristisk mælket-karklud-sur duft. Øllet er som forventeligt ganske tyndt men flere af de andre produkter fra brødrene Ek har ikke voldsomt meget krop uden at det går ud over smagen. Der er her en fin syrlighed mens rabarberen er noget diskret til stede. Friskt og mundrensende og det rækker til fine fire små skumfiduser.


Spinnaker, 3,5 % session IPA fra Nynäshamn Ångbryggeri. En fin frugtig duft med fersken og mango. Faktisk en pæn fyldig og næsten kremet mundfylde - godt gået de lave procenter taget i betragtning. Smagsmæssigt er den mindre spændende, hvor der næsten kun bydes på ren humlebitterhed. Jeg kan se at holdbarhedsdatoen kun ligger et par måneder frem, og så kan den snildt være et år gammel, og det har ikke bekommet den vel. Så efter en lovende duftmæssig og taktil indledning, ender den lidt skuffende. Tre af de allermindste skumfiduser.


Manu, 3,5 % sour fra Tempelbryggeriet. Samme grundduft som Picnic, men her også med den tilsatte mango iblandet. Smagen er en balancegang mellem det sure fra de vilde bakterier (tilsyneladende tilsætter de ikke selv mælkesyrebakterier) samt den noget sødere frugtsmag fra mangoen. Vippen hælder mod det syrlige men frugten bløder en smule op og gør den lidt mere venligtsindet, skulle man have problemer med syren. Fin øl, men den er faktisk over den angivne bedst-før dato, uden at jeg dog tror at det har influeret noget på smagen. 3-4 skumfiduser.


Session pale ale, 3,5 % fra Poppels bryggeri. Økologiske ingredienser. Lige når den åbnes kommer en fin duft af frugt og fyr min næse i møde. Der er brød og næsten lidt karamelsødme i smagen, sammen med en rimelig kraftig humlesmag af passionsfrugt, solbær og fyr, men den lette bryg formår ikke at holde på det særlig længe og den blivende smag er en medium bitterhed. Det bliver til en lidt underlig bitterhed, ikke helt i harmoni med øllet. Så længe det varede en fin oplevelse og man kan nok ikke forvente det helt vilde, men afslutningen trækker ned. 3 skumfiduser.


Vinterbrygd, 3,5 % økologisk brown ale fra Nils Oscar. Næsten ren maltet duft og ikke meget andet. Malt, rugbrød, ristede noter og nødder fylder i smagsbilledet i en bryg der er forbavsende fyldig og de fader ikke meget ud. Der afsluttes med en ren bitterhed af en karakter, som jeg tidligere ikke har brudt mig om, men som ikke skurrer så meget her. For at holde sine sølle lovlige 3,5 % er den faktisk meget god og fortjener fint fire skumfiduser.


De syrlige øl klarede sig fint og de ligger heller ikke alkoholmæssigt så langt fra de "rigtige" udgaver. Og så overraskede Nils Oscar med en fin brown ale. Jeg bliver nok ikke fast kunde i svenske supermarkeder efter dette, men små guldkorn kan findes.



#1675-1679

lørdag den 13. januar 2018

Surt og vildt

Svenske Brekeriet dyrker det vilde og det sure i øl. Jeg har haft dem på bloggen tidligere men nu hvor jeg i langt højere grad har lært at værdsætte det syrlige, må det være passende at have et lidt større indlæg med øl fra dem. Jeg var nemlig så heldig at få seks for mig ikke-smagte øl i fødselsdagsgave - så bliver det ikke meget bedre for en ølblogger. De laver forskellige serier på bryggeriet. Wild Bunch som er brettanomyces fermenteret øl, Sour Patch som er de sure øl, og så lejlighedsvis Special, som er enkeltbryggede øl i begrænset oplag. Min gave indeholdt to fra hver af de tre serier. Først de to specielle:

My Oud Swede, 5,0 % witbier i samarbejde med Brasserie de la Senne. Duften indeholder syrligt som karklud og yoghurt, og lidt skarpt i form af træ (fade) og eddike. Den ganske lette bryg indeholder et væld af smage. Det starter lidt skarpt ud med syrlighed og træ. Efter et øjeblik bryder  fine frugtnoter frem, jeg kan smage æble, blomme og fersken. Syrligheden vender tilbage, mere som citron hvor den indledningsvis var lidt skarpere som rødvinseddike. Hele tiden er der en let antydning af ædel råddenskab og syrnet mælkeprodukt. Der er ikke meget tilbage af en klassisk belgisk witbier efter denne tur hos brødrene Ek, men det gør så sandelig heller ikke noget. 5-6 skumfiduser.


Wild & Juicy, 7,2 % vild ale. Meget stald og brettanomyces i duften, der overskygger næsten alt andet, men en smule syrlighed erkendes. Smagen indleder med noget bitter mandarin/appelsin som har en rimelig kraftig frugtkomponent udover det bitre. Så kommer der funk og mælkesyrebakterier indover men det bliver aldrig eddike, men kontrolleret syre. Det er svært at snakke om humlebitterhed i disse syrlige øl, men den skal jo nok være der et eller andet sted. Bryggen forekommer en smule mindre sofistikeret end foregående og med sin kraftigere alkohol også en, der træder med lidt større sko. Den kommer til at score noget lavere men stadig pænt med fire skumfiduser.


Næste to er de vilde øl, begge med frugt:

Rhubarbe, 5 % farmhouse ale, med økologisk rabarber. En fin staldduft røber bretten og der er tillige noget syrligt som kan stamme fra den røde stængel, der er tilsat under fermenteringen - tør-rabarbering? Smagsmæssigt ikke en øl der iført boksehandsker giver dig lammende uppercuts, men en mere diskret og let øl. Den fremviser en fin afstemt blanding af gæren, med dens tørre smag og rabarberens frugtsmag såvel som syrlighed. Har en både blød mundfølelse, måske fra den anvendte hvede, og prikker samtidig insisterende med dens fine karbonering. En elegant tørstslukker, der formentlig vil gøre det lidt bedre i sommervarmen, men den kan sagtens begejstre selv i de mørkeste måneder. Fire skumfiduser.


Rhuboise, 6 % ale med rabarber, hindbær og såmænd også vaniljebønner. Det er mest hindbærrene der markerer duftterritoriet, med meget let yoghurt. Også i smagen er det først hindbærrene sammenblandet med en del syrlighed, som vist ikke udelukkende stammer fra rabarberen, for jeg aner i tredje mundomslyngning af væsken noget træ/fad med lette eddiketoner. Jeg ved ikke rigtig hvad der er sket for bretten, måske er hindbærrene for overdøvende - ikke at de fremstår som sådan i produktet, men derfor kan de måske nok undertrykke. Samlet lidt mere tart end funk, som det siges udenbys, men stadig fint og med lidt mere karakter end foregående. Og helt uden vaniljesmag! Fire skumfiduser.


Og sluttelig de to sure/syrlige:

Sour & Salt, 4,6 % gose (økologisk). En duft med mange lag. Jeg kan mærke noget surt, jeg fanger også noget mere vildt, der er yoghurt i, og så en lidt skarp tone. Smagen er lige så rig på facetter. En citrusfrugtsmag som blander sig sammen med det syrlige fra mælkesyrebakterierne, noget lidt blødere mælket, og så den fineste antydning af salt, som det skal være i en gose. Bakterierne giver også en lidt skarp smag henad noget træ, synes jeg. Egentlig bitterhed synes jeg ikke jeg kan smage, men det kan drukne lidt i det syrlige. Jeg skal også anstrenge mig meget for at fange det tilsatte koriander - jeg fornemmer mest en lidt "grøn" smag. Samlet er det rigtig godt og gose er en stil, jeg har forelsket mig i, lidt efter lidt. Så der uddeles uden blusel fem store skumfiduser ud.


Purple Rain, 5,3 % Berliner Weisse med solbær og passionsfrugt. En velkendt duft fra syrlige øl, med syrlighed, mælkeprodukt og her også erkendbare spor af solbærrene. Det river lidt. Smagen er umiddelbart meget præget af gæringen med bl.a. mælkesyrebakterier, som giver syre og yoghurt. Da de tilsatte frugter og bær ikke i sig selv er særlig søde men let syrlige på en anden måde, hæves pH værdien ikke synderligt ved deres tilstedeværelse. Jeg kan godt smage solbærrene men er ikke sikker på, at jeg kan pille passionsfrugten ud af det samlede billede. Efter lidt kalibrering/tilvænning, dæmpes de syrlige indtryk lidt og en svag sødme når at gøre entre kort før væsken endegyldigt trænger videre gennem mit indre. Den her er mere snerpende og langt fra så hår-medstrygende som den foregående, men har sin egen friske charme. 4 skumfiduser.


Der skal lyde en stor tak for fødselsdagsgaven til søster og svoger. Køb endelig flere varianter fra Brekeriet når I besøger Systembolaget!

#1669-1674

fredag den 12. januar 2018

Northern Monk trilogi serie

Northern Monk brewery fra Leeds i England har en årlig trilogi serie hvor de i samarbejde med forskellige venner hylder de tre basisingredienser malt, humle og gær. I år kunne man få serien frisk fra fad på Taphouse. Jeg benyttede mig af muligheden for at gøre mig bekendt med bryggeriet, der kommer med til Mikkellers festival i år.

The Trilogy MMXVII: Hops, 7,4 % ipa i samarbejde med DEYA Brewing company, også fra England. Ret rivende duft af grape og fyr. Dejlig blød tekstur, men omvendt en næsten aggressivt humlerivende på tungen. Der er grape, passionsfrugt, harpiks og appelsinskal fra den næsten olierede humle, og også en ret stor slutbitterhed der antyder, at der har været humle i kogekarret hele vejen igennem. Jo, den udnytter så sandelig humlens potentiale både som smagsgiver og bitterhed. 5-6 skumfiduser.

The Trilogy MMXVII: Yeast, 9 % saison i samarbejde med 18th Street Brewery fra Chicagoforstaden Hammond. Banan fornemmer jeg primært fra det til duftopfangning ikke særlig velegnede samplerglas. Med tungen og ganen inddraget åbnes der mere for indtrykkene. Banan og koriander og lidt nellike kan jeg smage og så kan man tænke både på blonde og visse hvedeølstyper. Derefter kommer en ordentlig dosis gær i form af peber, bitter- og let surhed. Det ender ret bittert og jeg tror det mere er gæren end humlen, der gør det. Det er en voldsom omgang gær og blandet med bryggets sødlige fyldighed, bliver det lidt for meget af det gode. 2-3 skumfiduser.


The Trilogy MMXVII: Malt, 11 % sort barley wine i samarbejde med Hawkshead brewery, igen en engelsk legekammerat. Heller ikke fra dette glas opfanger jeg særlig meget. Det er en blød og meget lavt karboneret mørk barley wine der ryger ind. Ikke særlig sød, den må være gæret godt ud. Dog opfanger jeg chokoladesmag, svagt nogle mørke frugter, og så en let maltsmag der pga. den mørke ristning ender ret bittert ud. Det virker lidt underligt i en barley wine og fremstår ikke helt velintegreret. Det ender på 3-4 skumfiduser.

Gad vide om en hyldest i Northern Monks øjne er at dosere den respektive ingrediens med meget rund og løs hånd? Det virker for mig i denne årets serie kun med humlen.

Fra venstre: humle, gær og malt
#1666-1668