lørdag den 18. februar 2017

Grilløl

Det er februar og det betyder vintergrill i Rødovre. Jeg medbragte fire øl, der live-anmeldes.

Yippee Ki-Yay, Mother Teresa, 5,6 % farmhouse ale fra BRAW. Kraftig og dejlig staldduft, faktisk noget af det mest hesteagtige jeg har oplevet, som Brettanomyceslugten oftest bliver beskrevet som. Det er dejligt. Smagen er tør og klassisk farmhouse, mens tørhumlingen med Simcoe giver en frisk humlesyrlighed. Den er dejligt velkomponeret, og får 4-5 skumfiduser.



A monument to compromise, 5,8 % saison, et samarbejde mellem BRAW, Flying Couch og Alefarm Brewing. Også her er der pænt duftaftryk af Brett, men måske en smule mere diskret end i den foregående. Smagen er dog pænt domineret af gæren men har også et noget stærkere og frugtigt humlebid i forhold til en første. På en eller anden måde synes jeg ikke, at humle og gær er helt i harmoni, så det må ende med 4 skumfiduser.


Spin Doctor, 9,4 % Rhode Island Red (hvad det så end er), fra Randers Bryghus. Meget malt i både duft og især smag. Der er karamel og mørke frugter i duft og smag. Jeg kan godt lide den rene maltsmag, men jeg synes omvendt, at der mangler lidt modspil i form af noget humle, enten/eller aroma eller ren bitterhed. Nu ender det en smule klistret i munden, men med klart potentiale for at blive godt. 3-4 skumfiduser.


Gasolin, 11 % imperial brown ale, (double mashed), fra Randers bryghus. Duft af chokolade, mælk og måske lidt vanilje. Smagen er for mig mere henad (milk) stout end brown ale, med en rimelig chokoladesødme, der balanceres en smule af den afsluttende bitterhed. Den er en fin dessertøl, som får tre-fire skumfiduser.


Alle øl indkøbt hos Østerbro vin og spiritushandel, der altid har 10 % rabat til medlemmer af Danske Ølentusiaster og hver uge har en ugens øl på tilbud, hvor man får alkoholprocenten i rabat.

#1470 - 1473

lørdag den 4. februar 2017

Stuck in Stockholm

Har i løbet af det sidste års tid været i Stockholm på kursus og konferencer af flere omgange. Ølmæssigt hænger der noget "Forbuds-Sverige" over landet og jeg husker stadig bogen "Tilfældet Sverige" forfattet af afdøde TVAvis star Mogens Behrendt, der ikke just jublede over landet. Men meget er sket siden da og godt nok kan man stadig kun købe øl på op til 3,6 % i almindelige butikker. Resten skal man ind på statsmonopolet Systembolaget for at skaffe. Det er nu ikke helt så dårligt, for med den tyngde de har som indkøber, kan de faktisk fremskaffe rigtig mange gode øl, fra hele verdenen. Jeg valgte at koncentrere min interesse på svenske øl. Desværre har kæden en politik om, at mikrobryggerier, der kun producerer i mindre mængde, kun kan fås i en afstand af 150 kilometer fra produktionsstedet. Det har vist ført til en større debat i svenske ølkredse, som jeg ikke vil gå ind på her. Det lykkedes mig alligevel at finde en hel del øl, som jeg ikke kendte, både fra producenter, som jeg tidligere er stødt på i danske butikker, og helt nye bekendtskaber. Der anmeldes et par håndfulde længere nede i indlægget.

Jeg benyttede også de mange aftener til at frekventere diverse udskænkningssteder. Dels nogle jeg fandt godt omtalt på RateBeer, men også andre jeg mere eller mindre tilfældigt kom forbi. De får en kort omtale, ligesom der falder nogle yderst kortfattede noter om de øl, jeg fik smagt ved besøgene.

Først til bar-besøgene: 

Oliver Twist. En af de første pubs i Stockholm, der begyndte at tage øl alvorligt. Ligner en traditionel pub med brune vægge. Udvalget på hanerne reklameres ikke så tydeligt, kun små etiketter på de enkelte pumpestationer. Man skal vende sig om og stå med ryggen til baren for at finde den store tavle med fadølslisten. Der er restaurant i baglokalet. Der er også mange gode flaskeøl på køl. Det blev ikke svensk, men derimod Chance Encounter fra Edge Barcelona. En saison på 4,4 %. En god saison øl med dejlig Brett i smag. Der er en let syrlig bund og det ender bittert, sikkert både fra humler og gær. Fire skumfiduser til den. Fin pub med stort udvalg men lidt bedre vejledning til kunderne kunne være fint. This is not a hipster bar, this is a hopster bar er dog et fint slogan!

Oliver Twist
Omnipollos hatt, lille bar med tilknyttet pizzabageri. Ni haner. Let lounge/techno ud af højttalerne men på absolut stilfærdig volumen. Fik en Magic #411, fra Omnipollo. En wild strawberry, blueberry vanilla smoothie ipa (!) på 6,1 %. En knastør humle støver i munden. Der er grape, passionsfrugt men næsten også noget antydning af tør Brett? Men der er nu ingen restsødme tilbage, så der er gæret i bund. Vaniljen og frugterne synes jeg ikke at kunne fange. Den er dejlig blød i munden, på trods af de kompromisløse smagsudtryk. 4-5 skumfiduser. Det er nok en af verdens bedste pizzarestauranter!

Omnipollos hatt
BrewDog bar. Rummet er tyndt og dybt, med cirka 60 siddepladser i det rustikke lokale med rå rør og ventilationskanaler. Halvdelen af hanerne er fyldt med hundeøl, den anden med gæstebryg, blandt sidstnævnte findes To Øl og Mikkeller. Ikke meget svensk, så det blev BrewDogs Born to Die, 8,5 % ipa. Til 99 svenske kr. for 20 cl er den også betalt. Men så får man også en utrolig friskhumlet øl, der næsten er olieret ind i humlepollen. Der er mango, passionsfrugt, let flydende harpiks og en knastør fyrret bagkant. 5 skumfiduser. Jeg prøvede også en Hinterland, 9,1 % imperial stout fra dem. Chokolade, kaffe, let røg. Mellemfyldig, med de samme smags- som duftelementer. Desuden noget uharmonisk, er det UF-UF en anelse vanilje? Det er i hvert fald afstikkende og om ikke ubehageligt, så i hvert fald unødvendigt. Kan derfor kun give 2-3 skumfiduser.
 
Cafe Proviant. Halvt restaurant, halvt bar men det tog godt nok lang tid før der dukkede betjening op bag bardisken. Smagte en Pumpaøl (græskar) til 75 kr for 40 cl. Et særdeles julekrydret duftangreb på de højtidsfølsomme næsebor. Kanel og nelliker og generel brunkage. Ret letbenet øl i ganen og duftindtrykkene var stærkere end de tilsvarende smagsditto, omend karakteren var den samme. Ingen humlesmag eller -bitterhed. Kedelig, to skumfiduser. Der var knap 10 haner med tre af deres egne øl og blandet andet, herunder Carlsberg. Ligger lidt afsides og kan sagtens undværes. 


En i ganske lang tid tom bar på Cafe Proviant

Flying Dog. Også her kan man få noget at spise, men det ligner en regulær bar i størstedelen af lokalet, inklusive en tre-fire tv-skærme der kører sport af i metermål (fodbold). Heldigvis er der ingen lyd på, men noget musik, der selv om det ikke altid lige er min stil, så synes udvalgt og ikke bare en kopi af diverse hitlister. Fik en Sigtuna IPA, 5,4 % fra Sigtuna Brygghus. Serveret initielt for koldt til at opfange noget duft. Der var en del aromahumle i IPAen der havde målrettet humleangrebet på den fløj og lod bittersiden stå helt ubenyttet. Det var med tropiske frugter men på et nogenlunde diskret niveau og den landede lidt midt imellem på 3-4 skumfiduser. Dyre øl, kostede minimum 89 svenske kroner for en ret lille opskænkning.

Akkurat. Der var stuvende fuldt den søndag aften jeg var forbi og forklaringen kom efter en halv times tid: Live musik på scenen. I barlokalet sad folk tæt pakkede og spiste mad til deres øl, så jeg troede ikke jeg ville kunne få en plads, men lidt afsides bagved er indgangen til restauranten og der fik jeg efter 10 minutters venten en plads. Gedigen husmandskost og den Brännskär, 5,3 % brown ale fra Nynäshamn jeg fik, var med sine fine balance af sødme, bitre og humlede noter fin til maden og et fint bekendtskab. 4 skumfiduser. Vil nok gerne besøge baren en dag med lidt færre folk og lidt mere ro til at fordybe mig i udvalget, som var pænt.

Herunder anmeldes på mere regulær vis så de øl, jeg ved indkøb over flere omgange fik tiltusket mig i Systembolaget. Det var nok ikke den mest velassorterede butik i kæden jeg besøgte, men jeg fandt en del ukendte øl.


Black Currant, 4,5 % sour fra Dugges Ale- & Porterbryggeri. Den er fermenteret med solbær og udover gær, er der også brugt lactobacillus. Med i Ny Nordisk Øl Projekt hvilket her er fortolket som med lokale, økologiske råvarer. Ligner det rene sodavand med klar rød farve og meget flygtigt skum. Har en smule vild duft, med mælkenoter. Det ret tynde bryg har først en slags frugtsødme, som bliver afløst af noget der både er syrligt (fra frugt) og noget der er surt (bakterielt). Der er også en underliggende mælkeagtig smag, med let krydring. Da der ikke er brugt humle, er der ikke en traditionel bitterhed tilstede, andet end hvad syrligheden medfører. Dette er en gren af byg-væsker, som ligger lidt langt væk fra traditionel øl, men vil kunne fungere fint som en lækker aperitif/velkomstdrink i det danske sommerlandskab. 3-4 skumfiduser.

Mango Feber, 8,0 % dobbelt IPA fra Brewski. Brygget har en meget stram og tør-fyrret duft, der næsten river i næsen. Der er som navnet antyder, brugt mango under fermenteringen, og det burde jo kunne smages. Der er ganske rigtig en tydelig, men dog stadig afdæmpet mango sødme som bund, der hurtigt bliver pureret af de aggressive humler, der fræser henover og giver fyr, tør harpiks, og stærk slutbitterhed. At det er en dIPA skjules godt, både i mundfylde og maltbund, der begge er i den lette ende og humlen formår således at giver et fint aftryk. Det fungerer faktisk rigtig fint og det må belønnes med fem af de fine skumfiduser.

Passion Feber, 7,0 % IPA fra Brewski. En noget mere syrlig smag står op fra dette glas i forhold til mangoen, og det dufter ganske rigtig af passionsfrugt, som har været med et sted i bryggeprocessen. Dejlig blød mundfylde, måske fra den anvendte hvede, som der ganske vist også var i mangoen, men som jeg ikke synes føltes lige så typisk hvedeblød. Der smages brød, og let af passionsfrugt inden humlen kommer til. Slet ikke så voldsomt som i mangoen, mere diskret men med samme tørhed. Harpiksfornemmelsen er meget afdæmpet, men det ender alligevel snerpende bittert. Frugtøl af en mere gammeldags type bryder jeg mig ikke om, men her er frugt og IPA stil igen kombineret ganske fint sammen. Der er jo også humler som tydeligt smager af passionsfrugt, mango og/eller flere andre tropiske frugter, så det går fint i spænd, både i denne og foregående. Igen 5 skumfiduser.

Indian Tribute, 6,6 % IPA fra Oppigårds bryggeri. En øl, der er brygget for at hylde Indien udloves at være fyldt med farve, smag og duft. Tja, farven er vel ikke unormal for typen, duften er i sandhed ret diskret, jeg evner kun at fange lidt brødduft fra malten, så det er med bange anelser, at jeg lader tungen slå smut henover overfladen. Heldigvis er der lidt mere at komme efter smagsmæssigt. Der er en lidt større fylde end hvad jeg lige havde forventet, hvor brødsmagen har en maltdybde, der hurtigt fører over i noget næsten frugtigt. Det giver en sødlig marmeladesmag og afsluttes med en fin bitterhed, der ikke er tør og fyrret, men lidt mere dyb. Næsten lidt af en mellemting mellem en halvkedelig engelsk IPA type og så de nyere amerikanske af slagsen - heldigvis med slagside over til sidstnævnte. 4 små skumfiduser.

Jämtlands IPA, 5,5 % fra Jämtlands bryggeri. De har ambitionen om at kombinere traditionel engelsk IPA med nyfortolket amerikansk veststil ved at anvende britisk malt og nye amerikanske humlesorter. Min næse fanger ikke meget andet end noget brød og noget metallisk. Indhældt i munden bliver oplevelsen ikke meget større; der er noget brødsmag fra malten, måske en anelse karamelsødme og så venter man forgæves på den amerikanske humle, der nok plejer at kunne gøre opmærksom på sig selv, især hvis de er anvendt på vestkystmåde. Men man venter forgæves og får kun en smule almindelig bitterhed med som sidste indtryk. Det er lige før man kunne tro det er en kedelig industripilsner man har fat i - smagsmæssigt har denne ikke mere at byde på. Stor fuser til to af de mindste skumfiduser.

Anything Gose, 3,8 % gose fra Mohawk Brewing Company. En øltype, der optræder meget sjældent her på bloggen - måske lidt uretfærdigt? Selv om det måske ikke helt fremgår af billedet, så er det nok en af de farve-tyndeste øl jeg har fået. Duften er lidt syrlig-rådden. Den meget bløde bryg har forventeligt ikke meget fylde at byde sig til med, så der er ikke megen maltsmag. Der er en kombination af to slags syrlighed: en mere citron, næsten eddikeagtig (men slet ikke så negativt ment som det ser ud på skrift) samt noget gæret syrlighed med let mælk i bunden. Måske et let saltet indtryk. Ingen bitterhed at skrive hjem om. Smagsindtrykkene er som sådan fine nok og i harmoni; de savner måske i nogen grad en rygrad at læne sig op ad. 3 skumfiduser.

Russian Imperial Porter, 9,5 % fra Poppels Bryggeri. En nemt erkendbar duft af brændt kaffe med lidt chokoladesødme underneden. Der er fin chokoladesødme i smagen, med kaffe, lakrids, brændte noter der næsten ender med røgsmag og noget sprut som både virker varmende og også smager lidt igennem. Alkoholen har en meget svag syrlighed, som havde øllet været lagt på fad et stykke tid. Dejlig blød og rund i munden og hvis ikke det havde været for den lette syrlighed, ville den have scoret højere. Nu bliver det til 4 skumfiduser.

Maria Hoppy Bruin, 6,9 % fra Monks cafe. Har smagt nogle blends fra dette bryggeri/cafe - nu fik jeg et par bryggede øl på flaske. En hel del malt og karamel i duften. Smagen er ret fin, med meget malt, karamel, lidt gærede frugter, en let lakridsundertone og en medium bitterhed. Dejlig blød og mellemfyldigt bryg. En rigtig god brun ale, måske den bedste af typen? 5 skumfiduser.


Black Jack, 9,7 % imperial porter fra Monks cafe. Meget skummende ved åbning og ophæld! Duft af chokolade, kaffe og aner jeg en snert af vanilje? Rimelig dominerende chokoladesmag med brændt kaffe, en pæn nøddeagtig bitterhed og en del alkohol. Forbavsende let bryg, der på en måde har svært ved at rumme smagsindtrykkene - de stritter lidt. Ikke helt harmonisk, og ender på en 3-4 skumfiduser.



#1454-1469

onsdag den 25. januar 2017

Opsamling

Fandt nogle halv- og helgamle smagsnoter hvor de tilhørende billeder for længst er gået tabt i æteren. Da de er skrevet til bloggen, må jeg hellere lægge dem op, selv om de har ligget og samlet elektronisk støv et godt stykke tid.

Black Imperial Russian Stout, 10,5 % fra Klosterbryggeriet. Der er bl.a. anvendt røgmalt og det er det mest markante i duftbilledet der også byder på chokolade og mælk. Den tilsatte peated whisky fra Stauning sætter præg på smagen, sammen med røg, chokolade og let bitre noter. Ikke ret megen karbonering mens mundfylden er solid men ikke voldsom. Den smager samlet mere af god whisky end rendyrket stout. Det er populært at blande disse indtryk sammen, jeg har oftest fået det som fadlagring i gamle tønder, men det må naturligvis være hurtigere og billigere at lave den med whisky direkte i brygget. Der er vist også rift efter gamle tønder. Jeg kan godt lide røget whisky og jeg kan også godt lide mørke stouts, mens jeg er mere loren ved sammenskudsgilder - det ved bloggens læsere vist godt. Her er det ikke endt helt skidt men heller ikke synergistisk. Derfor tre skumfiduser.

Double Black Tide, 8,4 % west coast cascadian dark ale, et samarbejdsbryg mellem Boneyard og Lervig. Spændende stil-betegnelse! Den dufter tungt af karamel og tørrede frugter. Den starter også med at smage som sød rosinsaft, men nødder, kaffe og pæn bitterhed slår tilbage. Der er næsten noget belgisk over malt og gær og så får humlen ikke nogen dominerende indflydelse. Den er nu rimeligt afbalanceret synes jeg og kan godt bedømme den til fire skumfiduser.

Dark Penance, 8,9 % imperial black ipa fra Founders. De forfølger mig, disse ibipa som jeg først for nylig er stødt på. Her byder denne ind med chokolade og kaffe i duft og smag og med en lidt udefinerbar, underlig humle - er det dild? Jeg kan ikke se, at der skulle være anvendt Sorachi Ace. Nok mest den sorte stout der sætter dagsordenen men der er (rester af) humle smag og især bitterhed. Det ender som den mindst gode af typen indtil videre, med 3-4 skumfiduser.

Hop Hunter, 6,2 % ipa Sierra Nevada. De har damp-destilleret frisk humle umiddelbart efter høsten og brugt dette i fremstillingen. Den dufter og smager nu ikke helt overdrevet, omend bitterheden er rimeligt fremtrædende. Humleduften starter med citrus og fyr men det damper hurtigt af. Ligeledes er humlearomaen flygtig og kun bitterheden er vedvarende. Det lyder godt på etiketten men holder ikke helt, her næsten otte måneder efter produktionsdato. Det ved jeg jo godt ... Det bliver kun til tre skumfiduser.

18 anniversary IPA, 8,5 % IPA fra Stone Brewing. Dufter af appelsin. Appelsinen er også ret tilstedeværende i smagen. Derudover en mellemfyldig maltsmag, der har lidt bolche-sprut over sig. Bitterheden er først lidt fraværende men giver midt i appelsinsødmen en let sluttørhed. Kunne have kammet over og blevet en fantaøl, men hiver sig lige op til en lille 4 skumfiduser.

Galaxy IPA, 7,5 % IPA, fra Big Muddy Brewing. Næsten ingen duft. Let fylde og malt, med sprittet abrikossmag. Humlen (Galaxy?) giver ikke megen tørhed i starten - det er mest lidt citrus smag, men i eftersmagen kommer en let og neutral tørhed snigende og lægger sig blidt på tungen. Rolig og fin - 3-4 skumfiduser.

#1448-1453

søndag den 22. januar 2017

Stigberget - overdreven hype eller streetcred vibe?

Svenske Stigberget har fået meget fin omtale blandt de danske bloggere, blandt andet hos Stovt, Rookiebeer og Ousen om øl. Nok til at jeg måtte gøre noget for at smage deres produkter. Heldigvis har jeg en søster og svoger bosiddende lige på den anden side af sundet og svoger arbejder i Københavnsområdet, så min søster bestilte på nettet og svoger kom forbi med en håndfuld fra det göteborgske bryggeri.

West Coast IPA, 6,5 %. En let rivende duft fra fyr og harpiks og med tropisk frugt som passionsfrugt og andre. Smagen er på en måde sødlig og fyldt med frugter; passionsfrugt, appelsin, mango og melon og en let bitterhed, der slet ikke er af west coast-typen men mest er som at tygge let i økologiske appelsinskaller. Meget juicy og meget tåget/uklar i glasset. Jeg vil nok nærmere betegne den som en NE ipa. Om bogstaverne så står for north east eller New England er lige meget, men det er på den modsatte kyst. Og det er godt. Rigtig godt. Den scorer maksimale 6 skumfiduser for en ipa med stor drikbarhed og fantastisk smag.


GBG Beer Week 2016, 6,5 % ipa. Duften er mest en masse frugtig humle, med passionsfrugt, mango og citron. Smagen minder en del om foregående, med frugtsødme og bitre noter som fra skal fra citrusfrugt. Dog forekommer den lidt blødere i mundfylden og endnu mere juicy. Appelsin, mango og pomelo er noget af det jeg smager. Umiddelbart forekommer den ikke særlig bitter, men lidt efter munden er tømt mærkes en olieret slutbitterhed, som ligger der nogle rester tilbage og damper lidt besk-bitre noter ud. Igen en rigtig god ipa i New England stilen, som de virkelig har taget til sig. Jeg giver den lige en snert mindre, 5-6 skumfiduser for det nærmer sig næsten en vitamindrik, det her! Vi vil godt have en snert humlebid tilbage i en drik, der ellers er helt fantastisk.


Api Lairepmi, 8 % imperial progressiv ipa (bemærk bakke-snagvendt navnet!). Det progressive må være de økologiske ingredienser. Ikke helt uventet en noget mere malttung duft men stadig med en god del frugt i, men mere som marmelade end som friskskårne stykker. Melon og fersken kan jeg fange og således af lidt blidere karakter end tropiske frugter. Og blid og blød er den i munden, hvor den velourblødt fylder ud og kæler for smagsløgene og øvrige overfladeceller. Der smages melon og fersken, ganske som i duften, samt en ikke ubetydelig andel alkohol, der lige netop varmer og pirrer, men ikke bliver for dominerende. Bitterheden er igen i denne øl først fraværende og når ikke rigtigt at gøre sig gældende - det er det klæbrigt frugtige og alkoholen, der tages med fra mundskyllen. Selv om øllet er klart, til forskel fra de to første, vil jeg næsten tro, at det er sådan her en NE ipa bliver, når den opgraderes og det er ikke dårligt, slet ikke. Meget fine 5 skumfiduser.


Imperial IPA, 8 % i samarbejde med fantombryggerne O/O (er navnet afledt af procenttegnet?). De deler vist brygger med Stigberget, så det er blevet i familien. Lige ved åbning en fin humlearoma der dog hurtigt aftager. Smagen er til forskel fra foregående mere marmeladetung og til dels humledræbende; der er bevaret en markant slutbitterhed, mens selve frugtsmagen er noget mere tilbageholdende i denne bryg. Paletten er heller ikke helt så bred - det er pomelo og appelsinskaller og en vis alkohol. Det er ganske stiltro, med et NE twist, der lidt forsvinder i malten og alkoholen, men det er stadig ret godt. 4-5 skumfiduser.


Imperial Russian Stout, 8,5 %. Sidste ud i denne ombæring er tyk stout. Den dufter klæbrigt af rosiner, chokolade, lakrids og kaffe og noget alkohol i bunden. Den er meget pågående i smagen med kaffesmag, tør lakrids, sprittede rosiner og svesker samt en dosis brændte træspåner. Selv om der er en fin maltbund så får bryggets indbyggede sødme ikke lov til at folde sig ud men holdes i strams snor og det ender temmelig bittert. Ikke at jeg har noget mod de mere, og nogle gange næsten for meget, søde udgaver, men denne er et fint eksempel på, at det ikke behøver at være tykt bolchevand, men en karakterfuld væske, der proppes i flasken. Den får 5 store skumfiduser.





Stigberget gjorde det således særdeles pænt ved deres ansættelsessamtale. De er absolut ikke blæst for stort op, selv om jungletrommerne har dundret højt. Jeg har faktisk haft snablen i dem et par gange før, og selv om en IPA blev bedømt godt, har jeg ikke sådan for alvor fået øjnene op for deres fortræffeligheder. Det har jeg så i denne omgang, og jeg vil nok prøve at lave endnu et heat med dem, skulle jeg få adgang via Systembolaget.

#1443-1447

torsdag den 12. januar 2017

Danske Ølentusiasters afstemning om årets nye øl

De danske ølbloggere har jo allerede kåret årets (danske) øl, men Danske Ølentusiaster (DØE) plejer også, under noget større mediebevågenhed, at have en tilsvarende afstemning. Sidste år skrev jeg et indlæg om umuligheden i at udvælge bedste øl blandt hundredevis af kandidater på den liste, som foreningen havde udarbejdet. En liste, der i øvrigt hvert år har været til debat om hvor korrekt den er. Så i år har DØE, måske lydhøre overfor kritikken, fundet på et nyt koncept. Man har indført tre kategorier, Kategori 0 - 4 %, Kategori 4,1 - 7 % og Kategori 7,1 % og derover, og bedt bryggerierne om selv at indstille op til to kandidater i hver kategori. Desuden har medlemmerne af foreningen haft mulighed for at indstille øl i hver kategori. Det har nu resulteret i henholdsvis 16, 56 og 34 indstillinger i respektive kategori. En oversigt kan ses her.

DudeBeering er ikke medlem af DØE og kan derfor ikke afgive stemme. Det skal dog ikke afholde mig fra at komme med mit bud i de tre kategorier. Selv med den reducerede mængde øl, der er muligt at stemme på, så har jeg ikke fået smagt særlig mange af kandidaterne. Men jeg synes bedst om Full Re-Tart fra Ugly Duck Brewing Co. & Indslev Bryggeri, The Bastard Princess fra Amager Bryghus og i sidste kategori, den øl jeg selv kårede som årets bedste danske øl, Razor Blade fra Ghost Brewing.

Ugly Duck har i øvrigt også gode kandidater med i de to kategorier, hvor jeg har udset andre øl. Og der er givet nogle rigtig gode øl blandt dem, som jeg ikke har fået smagt, og som jeg derfor ikke har mulighed for at omtale. Men hvis ellers de opstillede kandidater er til at få fat i over det ganske land, synes det i år at være muligt for medlemmerne af DØE at på et nogenlunde veloplyst og ganegennemvædet grundlag at afgive en stemme.

Må de bedste øl vinde!


søndag den 8. januar 2017

5 års jubilæum

Hurra, hurra. Bloggen har i disse dage femårs fødselsdag. Vi har således træbryllupsdag, bloggen og jeg. I den anledning har jeg udarbejdet følgende mindre oversigt over de tildelte skumfiduser og anden statistik gennem bloggens levetid.

Til grund for den første statistik ligger 1.428 skumfidustildelte øl. Den opmærksomme læser vil se, at der figurerer et lidt højere totaltal på bloggen. Afvigelsen skyldes, at enkelte øl/indlæg ikke har været ledsaget af skumfiduser. I den anden retning tæller det op, at der ved "uheld" er drukket og anmeldt enkelte øl flere gange, øl som i denne sammenstilling er talt med hver gang.

Samlet er gennemsnittet 3,75 skumfiduser, hvilket svarer til lidt under god på skalaen. Der er heldigvis over dobbelt så mange topscorere (48) som bundskrabere (23) og den samlede fordeling kan ses af nedenstående figur. Der er ikke så stor spredning over årene, laveste gennemsnit var i 2015 med 3,61 og det højeste i 2016 på 3,95.

En rimelig normalfordelt kurve over tildelte skumfiduser. I grafen opereres med halve skumfiduser, selv om skalaen egentlig kun består af 1 til 6 hele skumfiduser, men der stanges alligvel en del halv- og endda kvartkarakterer ud som "3-4 skumfiduser" og "5 små skumfiduser" hvilket medfører en lidt bredere palette

Der smagt øl fra 30 lande, med klart flest fra Danmark (48 %) fulgt af USA (19 %) og Sverige (8 %). Nogle lande er kun med, eller er ekstra repræsenterede pga. rejse til de pågældende lande, enten egen eller gode venners. Det gælder primært Tjekkiet, Australien, Grækenland, Grønland, Østrig og Portugal. Svensken er også pænt repræsenterede pga. at jeg i en kort periode var den heldige del(sm/t)ager i danske RateBeerians sammenkomster, og hvor der var en pæn samling, der skulle smages. Med den gode omtale flere svenske bryggerier fik ved Danish Beer Blog Awards (følg linkene til de øvrige bloggere) så er der klart nogle bryggerier derfra, jeg skal have fulgt mere op på.

Aktiviteten på bloggen har været klart lavest i 2016 med under halvt så mange anmeldte øl (154) som i topåret 2014 (385). Jeg forventer ikke, at aktiviteten stiger nævneværdigt fremover - megen anmeldelse foregår nu på RateBeer, hvor jeg i 2016 fik vurderet knap 140 øl. Anmeldelser her på bloggen vil være tematiserede på stilart, bryggeri mm. eller knyttet op til andre oplevelser som festivalsbesøg, udenlandsk pubcrawl og hvad der ellers kan tænkes af ølrelaterede oplevelser.

Jeg skal ikke hykle og påstå andet end at bloggen skrives for min egen skyld. Hvis der bare en sjælden gang i mellem er en eller anden uforvarende læser, der får noget med sig hjem efter et besøg her, så er det en ekstra bonus. Så tak til dig, der har læst og eventuelt fortsat vil læse med - jeg hygger mig i hvert fald med projektet.



søndag den 1. januar 2017

Basqueland Brewing Project

Basqueland Brewing Project er et nyt bekendtskab fra den spanske del af Baskerlandet. Jeg fornemmer ikke, at de gør et stort politisk væsen af sig, men er stolte over deres region samt deres øl. Fik fat i tre forskellige i Danmarks hyggeligste ølbutik, Høkeren - men følg hellere Facebook siden for nyheder fra butikken. Og tag så derned, få en snak med Gyda, som i øvrigt altid giver et glas øl til kunderne. Se, det kan du ikke få i en internet-butik!

Alvin, 10 % imperial stout. Tyktflydende ved ophæld, kom næsten ud i viskøse klumper! Tung duft med chokolade, kaffe og jeg fornemmer faktisk lidt gødning! Mørk bitter chokolade, kaffe, meget let vanilje, ristede og brændte noter samt en udpræget slutbitterhed er nogle af smagselementerne i en dejlig kompleks og fyldig imperial stout. Alkoholen er godt pakket væk i fluidummets svar på vattæppet, der blødt kæler for tungen, smagsløgene og ganen. Klassisk brygget, så selv om det er set før, er det godt. Pænt godt, til 5 skumfiduser.


Aupa, 5,3 % american pale ale. Aupa er både en baskisk hilsen/skål og forkortelse for all united pale ale. Græs og brød i duft, næsten som en pilsner, og med en let undertone af grape. Også lidt pilsnerskarp i smagen, med græs og bitterhed som fra denne øltype. Smurt let ind i citrus-grape fra de anvendte Columbus og Cascade tørhumler. Har noget lidt hengemt og støvet over sig i både duft og smag, men burde ikke være så forfærdelig gammel, men en tre måneder har den nok været på flaske. Det har ikke rigtig bekommet den vel, siger jeg, uden at kende det helt friske produkt. Tre skumfiduser.


Imparable, 6,8 % IPA. Lidt mere fyrrefrisk riv i næsen end fra den foregående uden at det på nogen måde kommer i nærheden af næseblod. Passions- og grapefrugt derudover. Lettere olieret mundfølelse, hvor malten lægger en fin brødbund og humlen ligger på som pyntegrønt med samme smagsindtryk som duften angav. Selv om det spiller godt sammen er det igen en smule diskret og måske lidt for gammelt, selv om den nok er brygget en måned senere end Aupa'en og dermed "kun" haft et par måneder på flaske. Men det er jo nok til at få noget af humlesmagen til at dampe af. Det er lidt synd, for jeg kan fornemme at intentionerne og udførslen er gode. 3-4 skumfiduser på nuværende grundlag.


Så deres bedste øl var i denne omgang den type, der bedst kunne tåle lidt flaskeopbevaring. Ikke helt overraskende ...

#1440-1442