torsdag den 14. december 2017

Juleølshængeparti

For et par dage siden offentliggjorde jeg dette års gennemgang af jule- og vinterbryg. Jeg havde dog ikke fået købt eller smagt på årets nye fra Amager bryghus tids nok, og da de tilhører en eksklusiv skare, der altid kommer på bloggen med deres nye øl, så får de her et eget lille indlæg om dette års to nye juleøl fra dem.

Amager julebryg 2017, der i år er en 6,5 % american dark ale som de har valgt at kalde den. Hvis jeg havde haft min øldommerhat på ville den nok ikke passe ind i nogle kategorier; american brown ale er vel det nærmeste, men denne er der lidt for meget alkohol i til stilarten. Men, på disse sider er jeg blot en ydmyg ølnyder og behøver kun at forholde mig til, hvordan glasset påvirker mig. Duften er på en og samme gang både lidt sødlig-vammel samt virker lidt støvet. Lidt karamel, lidt humle og ganske let alkohol bemærkes. Smagen er noget mere pågående, med karamel fra malten, krydring fra gæren, herunder muskat og kanel, mens humlesmagen er tropecitrus i let til medium grad. Afslutningsvis er den ret bitter. Der er en rigtig fin balance mellem sødme, krydring og bitre noter, der gør øllet ganske velegnet til nydelse, både før, under og efter julen. 5 skumfiduser.


Reindeer Fuel, 10 % barley wine. En opskrift, som de efter sigende forsøger at forbedre hvert år. Her er det så anden udgave - sidste år syntes jeg at den nok lige var en anelse for sød. 2017 udgaven er underligt nok ret svagt duftende, med anelse af mørkt brød og ikke så meget andet. Men også denne øl er i munden mere prangende end i næsen. Kraftig maltet smag, som er sød men ikke klistret. Sødmen er kandisagtig. Derefter mærker man en smule til noget varmende alkohol og der afsluttes med let bitterhed. Selv om der måske er skruet en smule ned for sødmen i forhold til sidste år, forekommer den stadig at være en smule for enstrenget, selv om de amerikanske barley wines, som denne nok er modelleret efter, er kendetegnet ved megen maltsødme og mindre kompleksitet. Jeg tror nok jeg mere er til de vinøse barley wines, hvis det skal være. Dette er nok de voksnes udgave af ungernes fredagsslik! 3-4 skumfiduser.


Så tror jeg nok, at juleølskavalkaden bliver lukket for i år.

 #1659-1660      

tirsdag den 12. december 2017

Fællesøl

Jørgen Fogh Rasmussen har hjertet på det rette sted og giver gerne udtryk for sine politiske og menneskelige holdninger på etiketterne til hans øl. Der er ikke så langt hverken geografisk eller holdningsmæssigt til Svanholm. Fra Svanholms marker er der anvendt hvede, rug og en pæn mængde valnødder i denne fællesøl.

Svanholm, 5,8 % fællesøl (mørk belgisk ale) fra Hornbeer i samarbejde med Svanholm Storkollektiv. Den dufter en del af maltene og den anvendte gær; det resulterer i en let syrlig, surdejslignende duft med sødme og krydderier. Det er let sødmefuldt i smagen initielt, det bakkes op af syrligheden men jeg fornemmer mere den er malt- end humledreven. Valnødderne giver en egen, bitter smag, der også indeholder antydningen af nød. Endelig er der også en svag humlesmag over i det frugtige - melon måske. Det er en fin og sympatisk øl, ikke blot i tanke men også i udførelse - 4 skumfiduser.

#1658

lørdag den 9. december 2017

Årets jule- og vinterølsindlæg

Dude Beering blev i sin tid fisket op af en juleølstønde, og man kan ikke udelukke at jeg ligefrem blev undfanget deri. Men modsat Obelix har det ikke afholdt mig fra at hvert år, i større eller mindre systematisk omfang, at genbesøge den ædle drik. Stilarten juleøl er ikke klart defineret og i de seneste år er spændvidden og fortolkningen øget dramatisk, så eneste fællesnævner efterhånden kun er tre bogstaver. Bloggens læsere skal heller ikke i år forskånes for min uforblommede meninger, der egenmundigt er hevet op fra flaskernes bundfald. Der er også røget enkelte øl med, der lidt mere bredt er brygget til/opkaldt efter den mørke årstid.

Black Ice,  9,5 % imperial stout fra Flying Couch. Dejlig mørk frugtig duft af rosin og figen, med let røg og bitter chokolade. Ret sødlig smag, uden at være klistret eller kvalm, og det ender på en måde ret tørt alligevel. I mellemtiden er der røg, træ, og en pæn bitterhed, men mindre af den frugt, der var at bemærke duftmæssigt. Den tilsatte kaffe giver lige et lille diskret pift nu og da. Der er desuden smagsnoter fra lakrids, kakao og måske lige det allermest diskrete vanilje. Samlet set er den komponeret ret fint - den er ikke vulgært sød (langt fra), har en masse fine indtryk men holder det hele pænt samlet. 5-6 skumfiduser.


Pime ÖÖ, 13,6 % imperial stout fra Põhjala. En øl fra Estland, brygget til den mørke vinter og de depressioner, der følger deraf. Også i denne imperial stout en gæret duft af rosiner, figner men også chokolade og alkohol. Super fløjlsblød i munden og tyk olieret substans. Chokolade, frugter, både de tidligere nævnte men også noget syrligere, der dog hurtigt forsvinder. Kaffe og tobak i eftersmagen og det ender bittert. Har en varmende, men ikke spruttet alkohol. Her er vi over i en sødere variant af imperial stout og det er indsmigrende og svært ikke at holde af. Når det så ydermere serveres i 33 cl, bliver det aldrig for meget førend bunden er nået. 5 skumfiduser.


Hop Sneeze, 7 % vinter IPA fra Flying Couch. Der stiger en tør, stram duft af citrusfrugter op fra glasset. Der er også kommet både appelsin, lime og desuden abrikos i brygget. Det er måske dem bryggerne har associeret til jul, da de kreerede opskriften? Smagsmæssigt er det en ganske fin IPA, med nogen frugtsmag som så må stamme fra tilsætningen og en ganske tør humleafslutning, der tørrer ud og giver fin bitterhed. Fin øl, ja, jul - ikke udover salgstidspunktet. Men OK, de kalder den også for en vinterøl. 4 skumfiduser.


Hoppy X-mas, 6 % ipa fra Det Lille Bryggeri. Opskriften/brygningen/alkoholindholdet varierer tilsyneladende fra år til år. I år er den endt på 6 % (men der mangler brygge- og tappedato på etiketten, noget som de ellers er flinke til at oplyse). Duften er sådan generisk ale, uden nogle specielle træk. Det samme kan desværre siges om smagen. Selv med bedste vilje er det svært at erkende, at der er anvendt flere slags karamelmalte, mere humle (jo, den er bitter, men ikke på nogen måde ekstremt) mens den tilsatte abrikossirup godt kan pilles ud og nikkes genkendende til. Men det resulterer samlet ikke i en mindeværdig øl - snarere ligegyldig, og lettere uharmonisk. Sådanne øl som denne, og der er mange i landskabet, bekræfter mig i, at julen bringer kræmmermentaliteten frem i selv den ædleste mikrobrygger, der lige flikker en opskrift sammen, designer en julet etiket og sender den på markedet i måneden op til jul. Folket elsker jo juleøl! Dude Beering er mere kritisk og stanger to lunkne skumfiduser ud til den.


Frosted Frog, 8,6 % jule ale fra Hoppin' Frog. Markant duft af ingefær. Og samme knold dominerer den stærkt krydrede drik, der er et sammensurium af indtryk. Ingefær, appelsin, kanel og muskat, med en syrlig-besk tone, der slet ikke er behagelig. De har puttet alt for meget ingefær i og det bliver næsten udrikkeligt. En skumfidus, der ellers kun stanges ud til fejlbehæftede øl, men jeg tror desværre nok, at de mener det.


Myrraskær, 7 % belgisk ale fra Røde Port. En ganske typisk duft fra belgiske ales; rugbrød, karamel og noget let krydret. Smagen er sød, sukker og karamel, nellike, lakrids og afsluttes med en let bitterhed. Krydderierne er i den lette ende af skalaen, og en anvendt sød appelsinskal synes jeg ikke sætter noget aftryk i det samlede produkt. Den er i den boldgade, hvor jeg synes øllet spiller bedst i tiden op til jul, men det er lidt for anonymt. Jeg er glad for at have stiftet bekendtskab med Røde Port men denne er i min mund det svageste led i deres portefølje, uden at den dog på nogen måde er dårlig. 3-4 skumfiduser.


Christmas Pudding, 4,7 % toffee milk stout fra Amundsen bryggeri. Dem kender jeg kun fra et besøg på deres brewpub i Oslo for fem år siden, hvor jeg måtte nøjes med at lade mig vederkvæge med et af deres egne produkter. Her er der en øjeblikkelig duft af vanilje, labre larver og mælk og smagen følger ganske godt de første olfaktoriske indtryk. Det er blødt op i en ikke særlig voldsom væske, der er på kanten til at føles vandig. Det gør så også at de fleste smage damper hurtigt af, herunder vaniljen, som notorisk er på min most wanted bag-tremmer liste og her desuden virker syntetisk. Der er også angivet "aroma" i indholdsfortegnelsen og så kan man frygte at det ikke en gang er ægte vanilje, der er kommet i. Det er samlet for sødt på en for tyndvæsket baggrund så med vaniljesmagen stadig i frisk erindring ender den på 2 skumfiduser.


Super Santa, 4,7 % christmas coffee stout fra Amundsen. Det er åbenbart et juletema hos dem, alkohol"svage" stouts. Her er duften mørk chokolade, kakaonibs, kaffe og vel også noget vanilje, men lettere end i den foregående. Brygget forekommer lige så vandigt-tyndt som julebuddingen, og det afslutter efter nogle smage, der efterligner duften, med noget let syrligt-metallisk, der ikke virker helt harmonisk. Selv om jeg ikke kan lide alle smagsindtryk er jeg sikker på, at de ville have haft det bedre pakket ind i noget mere fylde og alkohol. Nu bliver det alt for flygtigt. To beskedne skumfiduser også til denne dåses indhold.


Hoppy Lovin Christmas, 7,8 % ipa med ingefær og fyrrenåle. Fin duft med humle og ingefær. Dejlig smag med fin blanding af let sødme, tør humlet smag, antydning af ingefær og fin bitterhed med slutantydning af fyrrenålene. Dejlig øl, året rundt. 4-5 skumfiduser.


Stjerne Bryg, 10 %, fra Herslev bryghus. Denne version er en speciel fadlagret jubilæumsudgave. Brygget i 2011 og en tur i whiskyfade for at markere bryggeriets ti års jubilæum. Så gør det lidt mindre ondt, at jeg ikke nåede forbi en seriel smagning af samme bryg fra fem forskellige år forleden på Taphouse. Stærk fadpræget duft med træ, rødvin, karamel men ikke ret megen sprut. Smagen starter med malt og karamel der er præget af fadlagringen, der tilfører noter af træ, og igen vil jeg hellere sige rødvin end whisky, mens de krydrede islæt af den tilsatte koriander og stjerneanis er dampet lidt af og/eller sikkert overdøvet efter turen i tønden. Alderen og fadlagringen giver øllet en perfekt kant og nye dimensioner, så det ender med at jeg kommer til at holde ret meget af den. Ikke at jeg ikke brød mig om den originale, der i sin tid fik fem skumfiduser, men denne kravler øverst op på skamlen til fortjente seks skumfiduser.


Skt. Peter, 7 % belgisk dubbel fra Thisted Bryghus. Let belgisk gærduft iblandet kanel. Også ret klassisk belgisk dubbelsmag, med lakrids/anis og kanel som ekstraelementer der sikkert begge er med til at legitimere brygget som juleøl. Det er forbavsende, at den ikke føles mere fyldig end den gør, med tanke på de 7 % der er i, men sådan er det jo med klassiske belgiske ales. Jeg ender med at synes den er ganske udmærket og tildeler derfor fire skumfiduser.


Norsk Jul, traditional Christmas ale, 4,5 % fra Nøgne Ø. Brygget med enebærkvist, porse og honning, og porsen træder duftmæssigt frem sammen med kiks og let malt. I sagens natur fremtræder den ikke voldsomt i munden og porsen, enebærrene og honningen er der flygtigt, men forsvinder hurtigt igen. Der er en lidt underlig slutsmag, hvis jeg skal beskrive det bliver som tørt og metallisk og det giver sikkert ikke en gang mening for mig om et par dage, men det er lige det, jeg kan få associationer til. Ikke uinteressant krydring men det bliver lidt parfumeret. Ydermere er brygget for tyndt til at kunne favne det. Tre skumfiduser får den lige sneget sig op på. Der var en to-tre andre varianter af juleøl fra Nøgne Ø i den kælder jeg besøgte, hvor de fleste indkøb til dette opslag blev gjort. Jeg kender God Jul og Underlig Jul men skulle nok have valgt en af de andre i stedet for denne.


Yolomælk, 14 % imperial stout fra To Øl. Den er såmænd lavet med både kaviar og champagnegær, og selv kalder de den for imperial salty milk stout. Duften er rimelig normal, med medium kaffe, røg og chokolade. Den er også krasbørstig og kraftig som typen og alkoholprocenten forlanger, med en del alkohol, der næsten virker sprittet, sammen med mørk chokolade, kaffe, mørke frugter og kun en anelse salte noter, som hvis ikke jeg var blevet præsenteret for ingredienslisten måske ikke ville have bemærket. Jeg synes alkoholen er lidt for dominerende i ellers fint balanceret øl, der ikke har overdreven sødme, men tværtimod er ret slutbitter. 4 skumfiduser kan det blive til her.


Black Bauble, 8 % sort ale med kardemomme og appelsinskal fra To Øl. Appelsinen både dufter og smager godt igennem i dette bryg, som vel er noget porter, i en pæn fyldig udgave - lækker og cremet. I smagen fanger jeg lidt røg, bitter chokolade og en tør eftersmag, hvor kardemommen til sidst røber dens tilstedeværelse på en behagelig tilbagelænet måde. Der er også lidt parfumeret henad porse men det fremgår ikke, at denne urt skulle være kogt med. Lidt anderledes mørk øl, uanset hvilken kategori man vil putte den i. Kardemommen og den øvrige krydrede smag skulle ikke være meget mere tilstede førend det kammede over, men her synes jeg at man får en god, eksperimenterende og anderledes øl. Fire skumfiduser.


Julesæsonen, 11 % saison fra Humleland. Det er vist en noget højere procentsats end hvad stilarten ellers foreskriver. Duften er stilren brød, sødme og gær med en let parfumeret note. Særdeles fyldigt og blødt bryg, med sød brødsmag, krydret islæt af i hvert fald peber og koriander. Granskuddene som er julens specifikke bidrag, smager parfumeret igennem til sidst. Humlen giver let citrus og medium bitterhed, der blander sig med gærens krydring, men koglerne har det svært i den malttunge bryg, hvor også alkoholen har en varmende virkning, på kanten til sprittet aftryk. Jeg blev lidt taget på sengen idet jeg regnede med en normalstyrke saison. Her får man på en måde mere af det hele og så lidt ekstra. Granskuddenes parfumerede aftryk er nok med til at være udslagsgivende hvorvidt denne øl behager forbrugeren. Jeg er lidt midt imellem det positive og halvvejs opgivende og ender sammenlagt med at give denne lyse nydeøl tre-fire skumfiduser.




#1643-1657

søndag den 26. november 2017

Kinky Cowboy

Nogle bryggerier har uhindret skærmadgang til min blog. Ugly Duck er et af dem.

Kinky Cowboy, 6,5 % IPA. De kalder det en blanding mellem west coast ipa og New England ipa og har selvdøbt stilen Texan ipa, og opkaldt produktet efter en amerikansk multikunster, "Kinky" Friedmann, hvis meritter jeg ikke skal komme nærmere ind på. Der er en markant humlet duft af grape og ananas. I glasset er den uklar, men ikke så plumret/mudret som en ægte NEIPA. Der humle for alle pengene i smagen, med fyr, grapefrugt, ananas og passionsfrugt. Der er en del bitterhed, som så mere hælder over mod vestkyststilen. Underligt nok forekommer den en anelse tyndbenet i kroppen, selv om den holder sine anstændige og normale 6,5 %. Det gør, at nogle af smagsindtrykkene forsvinder ret hurtigt, og den rene bitterhed står tilbage. Den har nok mere west coast over sig end New England og er derfor en af de aggressive IPAer, der behager seriøse humlehoveder. Fire skumfiduser.

#1642

fredag den 17. november 2017

Polske øl

Ninkasira er en nyere ølbutik, der har specialiseret sig i tjekkisk og polsk øl, men der er også lidt dansk på hylderne. Polske øl er ikke noget jeg har stødt på tidligere i nævneværdigt omfang, så jeg var et smut forbi og fyldte rygsækken med otte halv-liters flasker, der på indkøbstidspunktet var til en rabatpris på samlet 250 kr. Som i så mange andre lande er der mægtig gang i den i Polen, hvor man dels har en næsten helt egen ølstil, og i øvrigt dyrker humle i store mængder. John i butikken har to fadhaner installeret og man bliver både budt på en skænk og en hyggelig sludder.

Grodziskie 5.0, 2,6% fra Browar Pinta. Grodziskie er en gammel polsk ølstil, hvor der benyttes egetræsrøget hvedemalt og hvor brygget kan være surt, men ikke nødvendigvis. De har ofte, som denne, et ganske lavt indhold af alkohol. I denne øl er der udelukkende brugt polsk-dyrket Lubelskahumle. Den har en fin, frisk og tør røgduft. Smagsmæssigt har den med den lave alkoholprocent et tyndt, næsten vandigt udtryk. Der er meget let lyst brød, noget blomstret, som jeg efter at have læst om humlen hjælpes til at sige lavendel om, samt let røg. Ikke megen bitterhed og dette er så ikke en af de sure varianter. Frisk og læskende og man kan sagtens køre bil bagefter. Men jeg synes der er lige lidt krop i bryggen/stilen til at det bliver rigtig godt. Nu ender det med et første indtryk af stilen og jeg tager gerne en tår fra en anden flaske en gang. Tre skumfiduser.


Ris in peace, summer 2017, 9,8 % imperial stout fra AleBrowar. Intens mørk duft med primært blommer og karamel. Ret sød og tyktflydende, med karamel, tobak og spruttet blommefrugt. Ikke ret meget modspil udover en markant bitterhed, der på mystisk vis får suget alt det søde væk og efterlader tungen udtørret. Er bange for at jeg godt kan lide min tunge stouts lidt til den søde side, og så er denne passende, omend det ville have klædt den med bare en smule mere kant. 4 skumfiduser.


Not so scary, 5,2 % NE IPA fra AleBrowar. Fremmeste duft fra humlen er nok mandarin, der blandes med brødindtryk fra malten. Relativt bløde og sødlige frugtindtryk som mango, melon og mandarin fra humlen som er primære smagsgiver. Bitterheden associerer jeg nærmest med citrusolier fra skrællen af en frisk frugt. Smagsmæssigt er den således ikke fjernt fra stilarten men det forvirrer, at øllet er helt klart, når repræsentanterne for stilarten nærmest konkurrerer i at fremstille den mest forplumrede øl. Fire skumfiduser til en ganske behagelig øl.


KWAS Gamma, 5 % hindbær sour fra Browar Pinta. Det hele handler om hindbær i denne øl. Først i duften, blandet med malt, og siden i smagen. Den er så tilpas fremtrædende at det syrlige fra mælkesyrebakterierne ikke bemærkes. Heller ikke så mange andre ting, men en meget let træsmag der strammer lidt. Det giver en fin frugtdrik hvor næsten kun det karboniserede og skumdannelsen hjælper en til at huske, at det er en øl. Den smager nu ikke så tosset endda, så det ender på fire skumfiduser.


Mother Venus, 7.0 % imperial gose fra Browar Kingpin. En sjælden smagt øltype, her brygget med ananas og melon. Der er en let duft af ananas og græs. Ananasen går igen i smagen og her fremstår den på en ret syntetisk måde, der ikke er helt behagelig. Melonen mærkes også mens gosens normalt let salte smag desværre forsvinder noget i baggrunden. Øllen virker ikke specielt alkoholtung, men det kan være at det er procenterne der sammen med frugten laver lidt rav i den. Jeg synes det er for meget og for kraftig ananassmag til at jeg vil indlemme den i månedens high score liste. Den ender kun på 2-3 skumfiduser.
 

The Butcher, 7 % rød ipa fra Browar Kreacia. Fin, dyb maltet duft med karamel og lidt humle. Tør maltsmag, ikke synderlig megen karamelsødme. Humlen virker afdanket og afgiver en ikke helt behagelig smag af bitterhed, fyr og krydrede noter, der i en friskaftappet øl ville være dejlige,  men her ender i en uharmonisk blanding. Øllet var formentlig mindst 5-6 måneder gammelt ved opknapsling og det er fuldt på lavde med hvad man kan komme ud for med amerikanske øl. Polen ligger da så vidt blogbestyrerens begrænsede geografiske evner tillader ham at huske meget tættere på. Her burde importøren nok stramme lidt op. Den kan, trods min normale sympati for den røde variant af ipa, ikke trække mere end 2-3 skumfiduser i foreliggende udgave.



Pan IPAni, 6 % hvede ipa fra Browar Lotny. Ikke en overvældende duft men lidt citrus og fyr og egentlig domineret af lyst brød og korn. Har en let bitter tone og krydring som typisk hvede af den tyske udgave. Den fløjlsbløde væske byder også på en let melonsmag. Også denne øl synes at være toppet mht humleindholdet. Måske tappet fire måneder før indtag, men nok snarere ti. Resultatet er ikke ødelæggende for bryggen men den kunne formentlig tilbyde mere i en friskere udgave. Tre skumfiduser til en øl jeg nok havde lidt større forventninger til.


Hop Sasa, 5 % polsk ipa fra AleBrowar. Næsten lidt børnerimsagtigt over navnet og gad vide, hvad en polsk IPA er defineret af/som? Duften er noget atypisk agurk og dild.  Jeg får også klar dildassociation af humlesmagen og så burde der være Sorachi Ace i. Let sødlig bund og medium slutbitterhed. Igen virker helheden lidt gammel og den påtrykte udløbsdato er også 14 dage senere end nu, hvor øllet smages og noterne skrives. Det begynder desværre at ligne en systematisk fejl og også denne øls karakter bliver influeret af dets alder; 2-3 skumfiduser.



Samlet må jeg konkludere ovenpå denne indkøbsrunde, at ja, der er gang i Polen. De satser en del på IPA men dem jeg fik snablen i, var desværre ikke de bedste repræsentanter grundet deres alder. Der var også nogle lidt mere skæve øl, og respekt for det og en enkelt repræsentant for deres endemiske stilart grodziskie. Polakkerne har grund til at være glade - hvis vi danskere skal tage dem til os, tror jeg det kræver en lidt hurtigere distribution fra gæringstank til butikshylde.

En anden ølblogger, Sandra, har tilfældigvis netop også skrevet et indlæg om polsk øl - læs mere her

#1634-1641




tirsdag den 7. november 2017

Omnipollo

Jeg har smagt lidt fra svenske Omnipollo før hvor de er blevet ret pænt bedømt og besøgt deres pizzarestaurant i Stockholm. På et nyligt besøg igen i den svenske hovedstad fandt jeg to øl fra dem i Systembolaget, der blev udvalgt til bedømmelse.

Noa pecan mud cake, 11 % imperial stout. En småt legendarisk øl, som jeg var ret glad for at finde på hylden. Så åbnede jeg den og blev mødt af en overvældende vaniljeduft. Hvis der er noget der er en misforståelse i brygverdenen, så er det vanilje i (mørke) øl. Tænkte reptilhjernen automatisk og uden refleksion. Jeg tillod mig at snuse lidt mere og fangede også julekagekrydderier og søde kiks i aromaen. Jeg var stadig noget nervøs da jeg forsigtigt positionerede glasset foran de let anstrengte og let adskilte læber og bevægede glasset et par grader væk fra vandret. Jeg fik flydende julekage i munden, der godt nok var kraftig krydret med vanilje men på en måde var det også omsvøbt af de øvrige indtryk, som blandt andet indeholdt noget som må stamme fra pecannødderne, uden at jeg er helt sikker på, at jeg nogen sinde har smagt dem. Kanel, kardemomme, koriander, nellike og hvad der ellers hører julen til af kagekrydderier var grundsubstanserne i omsvøbet af vaniljen, der pludselig indgik i en større helhed, selv om den spillede førsteviolin. Sød og med en hvis mængde varmende alkohol men ingen egentlig bitterhed. Rigtig dejlig, men nok svær at drikke meget af. Godt at størrelsen af indkøbet var på 33 cl. 4-5 skumfiduser.


Fatamorgana, 8 % imperial IPA. En ret svag duft kommer min næse i møde. Der er noget tropisk frugt og lidt rivende fyr. Smagsmæssigt træder den lidt mere i karakter. Der er en fin fyldig bund der er belagt med en fin tropisk frugtsmag fra humlen og udtrykket er ret sødmefuldt. Med det meget plumrede udseende er det ingen overraskelse, at der ikke er megen egentlig humlebitterhed i øllet, der fremstår meget som en NE IPA. Bryggeren selv nævner inspiration fra saison og der er både anvendt hvede og havre. Det er nok med til at give den dejligt bløde mundfornemmelse. Samlet er det en rigtig fin IPA til fem skumfiduser.

#1632-1633

lørdag den 21. oktober 2017

Ny serie fra Braunstein - Dragonfly

Braunstein har indtil videre ikke imponeret. De startede, efter eget udsagn, også kun med at lave øl for at tjene penge nok til at have råd til et whiskydistelleri. Så er passionen for øl nok ikke det bærende element fra bryghuset. Nu er der kommet en ny serie fra dem, Dragonfly. En håndlavet serie tilegnet fluefiskeri! Jeg besluttede at give dem en chance og tog to med hjem fra Østerbro Vin og Spiritus.

Mitta mitta, 3,5 % saison. Den hælder fint op med prægtigt skum og dufter klassisk let krydret med bla. banan og tyggegummi. Forekommer smagsmæssigt at være en anelse til den tynde side, men så er alkoholprocenten også lav, lavere end hvad stilarten normalt foreskriver. Ellers samme smagsindtryk som blev fanget i næsen, med en ret kraftig og ren humlebitterhed til sidst. Vel ok og ganske hæderlig, uden at udmærke sig. Tre skumfiduser.



Orkla, 7,5 % porter. Rig på maltnuancer i duften, med karamel, kaffe, chokolade og lidt mørke frugter. Rimelig fyldigt øl, der udover de i aromaen beskrevne elementer også har en smag af noget tørt træ. Det ender derfor lidt tørt, med en let bitterhed. Ikke helt tosset for at være en porter. 3-4 skumfiduser.

 

Etiketteteksterne er udformet på engelsk. Måske går de og håber på et eksporteventyr dernede på havnen i Køge? De skal nok ikke købe nye whiskyfade på klods, i forventning om et guldrandet payback fra deres guldsmede ... Men samlet en anelse bedre end deres normale øl.

#1630-1631