lørdag den 30. november 2013

Fin fynsk pale ale

Miami Vice, 4,8 % pale ale fra Ugly Duck. Må have læst godt om den, for jeg har været aktivt på udkig efter den et stykke førend jeg fandt den. Og så er det endda en pale ale, som sjældent evner at kæle for min mund. Men Ugly Duck kan som regel noget med øl. Dufter lidt som en sur karklud, med toner af citrus! I munden let som typen foreskriver det. Der er noget malttilstedeværelse med let frugtsødme. Der er en fin grapet humlesmag, der leder over i en let tør og nåletræet eftersmag. Det er en pale ale, så det hele er holdt i lette toner, men der er noget at smage på. Med den lette alkoholprocent må det være den perfekte sommerøl - eller lige til at nyde i Floridas pensionisthelvede. 4 fine skumfiduser.


Fin lyserød etikette -en af mine kolleger burde være vild med den bare pga dette!
#543

fredag den 29. november 2013

Lidt anonym svensker

Sotholmen Extra Stout, 7,0 % fra Nynäshamns Ångbryggeri. Duft af tobak og kaffe. Rimelig let for at være en stout. Derudover også diskrete smagsindtryk, men kaffen, tobakken og havnemolen er der. Bagkanten indeholder en meget let syrlighed og bitre nøddetoner. Samlet lige så anonym som Enhedslistens indflydelse på finansloven (anmeldelse skrevet mens de stadig var i forhandling med regeringen og således FØR sammenbruddet), men ikke nogen decideret dårlig øl. 2-3 skumfiduser. Sidste år smagte jeg deres Vinterporter; den kunne jeg bedre lide.

#542

onsdag den 27. november 2013

Klosterøl fra Nørrebro

Stjernestund Klosterøl, 5,7 % belgisk bruin fra Nørrebro. Let bryg. Synes ikke rigtig jeg kan genfinde noget klassisk belgisk over den, lidt mere som en Guinness uden de brændte elementer. Har en let sødme i eftersmagen (er tilsat mælkechokolade) og ingen bitre toner overhovedet. En meget let syrlig eftersmag. Gør ingen skade men jubelscenerne er begrænsede - ligesom da Danmark bankede Malta 6-0. 3 skumfiduser.


#541

mandag den 25. november 2013

Øl med sære navne

To Øl laver mange øl, og som regel gode. Her et par IPAer med ikke helt mundrette navne:

Ridiculously close to sanity, 6,7 % IPA. En mofo IPA skriver de på etiketten, og den har da også en intens humleduft af den knastørre variant. Bryggen er af den letbenede slags men dens kraftige humleindhold forhindrer at man bare lige slynger den ind. Der er en anelse maltsødme af en let citrusfrugt karakter hvorefter humlen som sagt fræser henover de stakkels uskyldige smagsløg. OK, så er den heller ikke vildere end så mange andre, men den gør det godt, med tørt nåletræ i eftersmagen. Har tilsyneladende ikke imponeret Ratebeerianerne hvor den kun får 77; her tildeles 4-5 skumfiduser.


Dangerously close but no cigar, 9 % imperial IPA. Som kollegerne fra Cigar City gør det: brygget med cedartræspåner. Halvtung maltet duft, med citrus antydning. Mellemfyldig bryg, hvoraf noget af fylden stammer fra alkoholen. Dvs. den virker noget sprittet. Maltet-karamelliseret fylde, ikke megen sødme, lidt bitre noter, men ikke på humlevis. Bærsmag i spritten. Humlen giver mest en tør friskhed i munden, men efterlader ikke mange smagsindtryk. Træspånerne? Ville jo nok gerne have smagt samme bryg uden cedartræ for at sige om jeg kan erkende det i smagen. Som øl lidt som Naser Khader er/var politiker: sympatisk og fuld af gode intentioner, uden det dog rigtig lykkes. 3 skumfiduser.



#539-540

søndag den 24. november 2013

Ikke helt jul endnu ...

Yulesmith, 8,5 % red ale fra Ale Smith. Maltsmagen er fyldig, med nøddetoner, humlen er afbalanceret og ikke af den dominerende type - tør og fyrret. Fin øl i god balance - tror ikke det er en juleøl, på trods af navnet og specielt julet er den såmænd heller ikke. Mere brygget til The Winter Holidays. 4-5 skumfiduser.

Pæn flaske synes min medsmager!
#538

lørdag den 23. november 2013

Britisk IPA

Axe Edge, 6,8 % IPA fra Buxton brewery. Dufter næsten lidt marmeladeagtigt! I stil nok mere typisk britisk/klassisk IPA, selv om der også er kommet nordamerikanske humler i. Mellemfyldig malt, med noget sprittede solbær og brødsmag. Humlen prikker, er krydret og bitter. Men det er den lette frugtsmag der står tilbage. OK, men ikke prangende, 3 skumfiduser.

#537

onsdag den 20. november 2013

To på Bryggen

Var for et godt stykke tid siden på Bryggens ølbar efter arbejde og fik smagt to nye IPAer. De anmeldes, i en noget kortfattet version.

High five 7,5 % IPA fra Dugges. Fyrret duft. Maltet smag med abrikos og en syrlighed. Humlen giver fyrresmag. Slutter med en sødlig blød bitterhed. 4 skumfiduser.


MacGyver 8 % IPA fra Stronzo. Svag duft. Mellemfyldig maltsmag med en sødlig melonsmag. Egentlig et ret neutralt humle aftryk. 3-4 skumfiduser.

#535-536

tirsdag den 19. november 2013

Iberisk klasse IPA

Hop Doom, 11,5 % imperial IPA fra Naparbier. Spansk bryggeri (landedebut her på siden). Dejlig citrus og fyrret duft. For at være så tung en IPA, er den ikke specielt fyldig i maltdelen. Jovist, der er malt men kun som en god halvpart. Karamel, bitter appelsin og ikke overvældende med sødme. Humlen er knastør, med rosin, fyr og træ i smagen. Krydrede noter. Hænger ved dejlig længe i eftersmagen. Men udgør også den anden halvpart af bryggen, der er perfekt sammensat. Tja, den må vist udløse en sekser ...

#534

mandag den 18. november 2013

Opsamling

Købte denne fordi jeg huskede den som en ganske god øl - så denne gang skulle den blot nydes. Kunne dog på forunderligvis ikke genfinde den på bloggen - men jeg havde taget et billede af den første gang jeg traf bekendtskab. Nå, men så kommer den på nu. Fordelen er, at den første øl kun indeholdt 355 ml, mens denne er næsten dobbelt så stor!

Hop head red, 7 % ipa fra Green Flash. Dufter af malt, rosiner og en anelse sprittet. Ikke særlig fyldig maltsmag,  brød og karamel. Mere subtil humlesmag end i andre af deres øl. Men meget fint afstemt med indtryk af klassisk fyr og citrus med en blød og tør krydret tone lagt henover de normalt fremstikkende humleknaster. Humlerne er Columbus, Nugget og Amarillo,  hvoraf sidstnævnte også er brugt som tørhumle. Meget fin øl til mindst fem skumfiduser.


#533

søndag den 17. november 2013

Fadlagret stout

Hr. Frederiksen, Nieport edition, 11 % imperial stout, lagret på portvinsfade i 12 måneder. De havde en med på  Copenhagen Beer Celebration 2012 som var lagret på bourbon fade. Den brød jeg mig ikke om. Denne dufter fint af portvinen. Tung og fyldig med tydeligt præg af portvinen i smagen og af den lange fadlagring, Chokoladen er der, og er af den bitre og ikke søde karakter. Endelig er der en ikke ubetydelige efterbrænder af varmende alkohol, som sammen med humlebitterheden holder ved. Hvis man nu absolut skal smide de gode imperial stouts på sprutfade, så er Nieport portvin ikke det værste at vælge. 4-5 skumfiduser.

#532

lørdag den 16. november 2013

Blid og tør

Snake dog, 7,1 % IPA fra Flying Dog. En lidt non-deskript duft af gummi ... En medium-fyldig bryg, med brød og frugt toner i maltsmagen (let sprittede ferskner). Der er anvendt humlerne Warrior og Columbus som lægger en tør og ikke videre floral bitterhed henover malten. Alligevel finder man i eftersmagen lidt krydring, uden at tørheden forsvinder. Fint bryg med dens fokus mest på blid, men alligevel insisterende eftertørhed. 4-5 skumfiduser.

#531

onsdag den 13. november 2013

Humlemord

Humlemord Autumn Harvest, 6,9 % ale fra Det Lille Bryggeri. Brygget på æblesirup og så meget humle (Magnum, Sorachi og Liberty) at de føler sig nødsaget til at kalde det for mord. Denne flaske havde dog overskredet sidste holdbarhedsdato og var brygget halvandet år før konsum. Mon humlen kan holde til det? Skænker meget fyrigt op med sprudlende skum. En lidt stram, støvet duft af maltbolche. Stærk maltprofil med syrlige frugter i meget koncentreret form, med sprittede antydninger. Sødmen må stamme fra den anvendte sirup. Bitterheden er der og afrunder og afslutter sødmen med et lille snert. Men noget mord synes jeg ikke man kan tale om. Fredeligere omstændigheder er da også at foretrække og bryggen hiver 4 skumfiduser i land. Gad vide hvordan en friskaftappet variant smager?

#530

tirsdag den 12. november 2013

Kernel six-pack

Kernel Brewery fra London har jeg kun smagt en gang før, under Copenhagen Beer Celebration 2013, hvor jeg ikke var glad for deres single hop IPA med Colombus. Her har jeg fået fat i en mindre stribe af deres øl og fornemmer der findes længere serier af både pale ales og IPAer med forskellige kombier af humler.
 
Export stout London 1890, 7,2 %. Skulle være baseret på en over 100 år gammel opskrift. Kaffe og mørk chokolade i duften. Samme smagsindtryk i den for en stout lette bryg. Også røg, tjære og bolværk. Let afsluttende syrlighed samt en meget tør eftersmag - røgen hænger med. Fint bryg, i min mund dog mere som en porter. 4-5 skumfiduser. Fotos af de to første øl forlist!

Pale ale Galaxy, Simcoe Centennial, 5,5 %. Duft af lidt sæbevand og lidt citrus. Lette smagsindtryk af citrus, solbær, krydring. Ikke så megen fylde. Lidt mere karakter end normalt for en pale ale, så 3-4 skumfiduser.

Pale ale Amarillo Ella Centennial 5,4 %. Ella har jeg ikke stødt på før - australsk humle. Dufter lidt mere stramt end foregående. Samme lette bryg i munden men næsten nogen frugtig eller sødlig smag. Mest krydret og med en fin bitterhed der hænger ved. Den er ikke fyrret-tør eller metallisk-bitter men netop krydder-tør. Lidt svært at beskrive. Men giver også denne variant et særpræg; 4 skumfiduser.


India pale ale Mosaic, 7,2 %. Spids duft af citrus og fyr. Mellemfyldig malt med lidt brød smag. Humlen er doseret i rigelig mængde og der er citrus, harpiks, solbær i den trætørre smag med kun en anelse sødme. Fin singlehumle med bred smagspalette. 4 skumfiduser.




India Pale Ale Galaxy, HBC 291, 7,1 %. HBC 291 er en humle der endnu kun er på eksperimentalnivauet. Lidt maltet-vammelt duftindtryk, med citrus og fyr. Mere maltet i smagen end foregående og om muligt endnu tørrere og med mindre sødme. Krydret og med noget næsten muggen rosinsmag. Det lyder ikke så tiltalende, men efter de første par slurke indfinder en god balance mellem den usøde malt og den tørre og stramme humle sig. 4-5 skumfiduser.


Barrel aged stout, 7,7 %. Blanding af en imperial brown stout og ovensmagte export stout; herefter lagret på whiskyfade. Tung duft af bitter chokolade, kirsebær og en anelse sprut. Lagringen på whiskyfade mærkes i smagen. Jeg synes at sådan noget let kammer over og det mørke øl helt forsvinder i lagringsdampene. Det sker ikke helt her, man kan stadig smage nogle af de samme indtryk som hos export stouten: kaffe, bitter chokolade, røg, svesker og med whiskyen underneden. Lidt mere end hvad jeg synes godt er, men alligevel i samspil og ikke modspil. Samlet giver det 4 skumfiduser.


#524-529

søndag den 10. november 2013

Samarbejds IPA

Carnage 7,4 % IPA fra To Øl og Buxton brewery. Tung maltet duft med overmoden frugt og nåletræ. Ret maltet og må være en dobbelt IPA; brød, spruttede bær, krydret. Humlen trænger ikke rigtig igennem den svære malt. Den alkoholiske smag fortsætter som eftersmag og har et ikke helt lækkert aftryk. Jeg synes malten er for dominerende og den har ikke nogen blide toner, kun bitre og spruttede. Lidt en ommer, men dog: 2-3 skumfiduser - det er vist første gang at To Øl ikke får mindst 4-5. Er det Buxtons "skyld"?

#523

lørdag den 9. november 2013

Lager vs Ale

Et af Mikkellers mange projekter, hvor grundbryggen er den samme, her af typen dobbelt IPA, men hvor der er brugt to forskellige typer gær, en lager og en ale gær, for at vise hvad forskellige typer af gær gør ved en øl.

Hop Burn Low, 10 % double imperial pale lager. Ikke megen duft trods den rigelige alkohol. Noget brød agtigt og let citrus anes. I munden anderledes nærværende. Meget sprittet smag, lidt henad de første årgangsøl fra Wibroe, hvor procenten partout skulle 0,1 % op hver år. En fyldig, brød- og bærfyldt maltsmag prøver at lægge en bund henunder spritten og en anselig humlesmag bærer bryggen hjem og vender tilbage. Den er af en noget uharmonisk bitter karakter. Jeg synes ikke det hænger helt sammen - spritsmagen er for dominerende og utøjlet. 2-3 skumfiduser.


Hop Burn High, 10 % double imperial pale ale. Samme bryg som sagt, blot brygget med en amerikansk ale gær. Også denne dufter svagt. Knap så sprittet i udtrykket som lagervarianten, men alkoholen mere end anes. En cremet, brød- og næsten mælkeagtig maltsmag lægger for. Noget floralt og krydret men bankes på plads af en ganske overvældende slutbitterhed. Som eksperiment er det sjovt at smage hvad forskellige gærtyper gør ved en øl, men udgangspunktet, eller måske snarere slutproduktet er i begge tilfælde for uharmonisk til at det bliver rigtig interessant. Denne får således samme 2-3 skumfiduser som tvillingebroren.

#521-522

torsdag den 7. november 2013

Den Onde Tvillling

Jeppe Jarnit-Bjergsø driver bryggeriet Evil Twin. Derudover er han også kendt for at være tvillingbror til Mikkel Borg Bjergsø, der står bag Mikkeller. I sandhed et dynamisk par, der begge ustandseligt kommer med nye øl på markedet. Her anmeldes der en håndfuld fra Jeppe.

Falco, 7 % IPA. Både lidt skarpe og bløde citrusdufte fra glasset. Let til medium fylde, men med ganske frugtigt maltindtryk - melon, nektarin. Først ikke så meget humlepower, men eftersmagen kommer overraskende og er virkelig en sen en af slagsen og er af den tørre, nåletræsagtige og stramme slags. En ganske fin og egentlig blid IPA, men med fint afstemt balance. Den fortjener lige 5 skumfiduser.
Yang, 10 % imperial IPA. Brygget til at blive blandet med Yin, men den havde de ikke i shoppen. Kan dog selvfølgelig også drikkes alene. Meget maltet duft med lidt hengemt frugt. Fyldig, tung malt med brød og abrikos. Humlen bliver holdt i ave af den tunge maltprofil men byder ind med tør, fyrret bitterhed. Tror det vil være synd at blande denne fine øl, men det må prøves en dag. 4 skumfiduser.
Lil' B, 11,5 % imperial porter. Chokolade og sprittede kirsebær i duften. Dejlig fyldig porter der ligger godt i munden. Initielt noget spruttet-kirsebær smag, der afløses af noget tørt tobak og træ og afsluttes med en mørk-bitter chokolade, der nok indeholder sødme, men i en meget dæmpet mængde. En anelse syre til sidst, og noget let bitterhed der bevares i eftersmagen. Meget fin øl til 5 store skumfiduser.
Molotov Cocktail, 13 % imperial IPA. De mener selv det er en af de vildeste øl de har brygget. Maltet duft med tydelige frugttoner (fersken/melon). Den indledende smag med solbær når lige at gøre sig gældende inden et veritabelt sprutangreb fyres af. Alkoholen varmer og brænder men overskygger ikke for humlen der giver en tør bitterhed. En noget voldsom øl, hvor spritsmagen ikke rigtig bliver holdt i ave. De øvrige smagsindtryk er fine. 3-4 skumfiduser.
We Love NY (Yellow Cab Lager), 4,8 %. Typisk pilsnerduft af græs og hø, men også den svageste citrus. Også rimelig klassisk i smagen, hvor der er lidt bittert græs og lidt stram metallisk bismag, men samtidig en fin, let syrlig og sødlig undertone, der dæmper de forudbeskrevne indtryk. Slutter fint pilsner bittert. Faktisk en rigtig god pilsner, en af de bedre jeg har smagt i lang tid, og 4 klare skumfiduser.







 

Samlet en fin håndfuld fra Evil Twin
 


#516-520

tirsdag den 5. november 2013

En IPA der måske underpræsterer?

Big Eye, 7 % IPA fra Ballast Point. Lidt brødlig-vammel duft (men har lært at det ikke behøver at resultere i en dårlig smag - indikerer bare malt-tilstedeværelse). Og ja, der er en del malt tilstede, også i smagen, brødagtigt. Ikke megen sødme, mere krydring fra humlen (Columbus og Centennial) og en hård slutbitterhed. Savner måske lidt flere florale og frugtige smagselementer. Får ellers meget fine anmeldelser på Ratebeer - måske er dette batch (364BS) for gammelt? Fundet på spothylden i Fakta men efter sigende har de været i Kvickly tidligere og måske derfor turneret rundt et stykke tid. Tror på at det kan mere, men må her og nu nøjes med 3-4 skumfiduser. Peter kunne vist bedre lide den end jeg ...


#515

søndag den 3. november 2013

Arktiske øl

En god veninde havde været i Grønland og venligt ihukommende min ølinteresse hjemkøbt nogle øl fra det lokale bryggeri, Godthåb bryghus. De er nu blevet smagt.

Qimuttoq, 5,09 % pilsner. Meget klassisk smag, omend der i følge bryggeriets hjemmeside skulle være brugt gode humler som Warrior, Palisade & Sterling. Eneste særpræg er en lettere karamelsødme. 2 skumfiduser.

Eric the Red, 5,09 % ale (har jeg set den beskrevet som - bryggeriet omtaler den ikke på deres side). Gør ikke meget mere væsen af sig end forgængeren men jeg kan smage en let krydret og syrlig humlesmag. 2-3 skumfiduser.



Kapisilik, 5,09 % (underligt skæve alkoholprocenter - er det noget med afgiftsgrænser?) skulle være en blonde ale. Igen er den mest karakteristiske smag (på en meget tynd baggrund) en let karamelsødme, men på en lidt vammel måde. 1-2 skumfiduser.



Moskus, 7,09 % blonde ale. Eneste forskel på denne er udelukkende procenterne, der giver en anelse mere alkoholisk mundfylde. Ellers lige så kedelig som de andre, og også denne lettere karamelliseret. 1-2 skumfiduser.



Som det bemærkes er noterne noget kortfattede. Det er svært at skrive noget om disse øl der vel ikke er dårlige, blot kedelige. Man behøver ikke at tage til Grønland som ølturist!

#511-514

lørdag den 2. november 2013

Black ale = porter

Reserve special, 7,5 % black ale fra Dark Horse Brewing. En intens duft af chokolade, iblandet lidt mørke bær møder næsen. Lidt tyndt bryg, med chokolade, kaffe, en anelse kirsebær og lidt røg. Røgen hænger ved i den bitre eftersmag. De kalder det en black ale men det må være en porter. Fin udgave, hvor chokolade smagen skyldes den fine ristning af malten og ikke tilsætning, hvilket gør at den ikke bliver for sød. 4 skumfiduser.


#510