lørdag den 21. december 2013

Sour for begyndere

Så oprandt dagen, hvor jeg skulle starte i Sour-skolen. Havde fået min gode ven Jan til at følge mig med på vejen, så vi var to om at dele disse nye oplevelser. Ordene og indtrykkene er en sammenstilling af vores begges indtryk; skumfiduserne står Dudebeering egenhændigt for.

Jeg havde dog et par dage forinden lidt tilfældigt fundet og smagt Funk you, 6,5 % ale fra Ugly Duck, med Brettanomyces. Denne burde jo nok have været med i det ordinære pensum - men jeg brugte den som opvarming/træningsobjekt. Dufter af sur karklud med græs og citrus. En meget blød bryg der smager af hestesadel, røg, let syrlighed og krydring. De klassiske Brett-træk. Fornemmer ikke megen humlebitterhed. Den slutter med en let og behagelig tørhed hvor røgsmagen hænger lidt ved. Samlet slet ikke så væmmeligt som jeg dels tidligere har syntes og dels forventet. Jeg er endda rimelig positivt overrasket hvor godt jeg tog imod den. Den får 4 store skumfiduser. Bliver denne måske ligefrem en øjenåbner til genren?

Tyvstarten

I selve skolen lagde vi ud med Orval,6,2 % belgisk trappistale fra  Brasserie d'Orval. Her har vi så at gøre med en trappist der er ganske anderledes end de øvrige. Græs og stald i duften. Kraftig stald og gær i smagen der er ret tør. Tør, men ikke skarp - kan man sige blød tørhed? Meget prikkende og ved ophæld kraftigt skummende øl. Der smages også en anelse peber noter. Næsten ingen sødme, der er en anelse af et strejf af citrus eller abrikos (her var panelet ikke helt enige). Bretten smages fint men trods alt behersket. 4 pæne skumfiduser.
En sprudlende Orval og en ikke mindre sprudlende medsmager!
Grand Cru, 6 % brun ale fra Brouwerij Rodenbach. Dufter af vineddike samt stald og hø (frisk urineret!). Stærk syrlig smag, med strejf af jordbær. Syrligheden er ikke helt over ved eddike. Efter lidt opvarmning og tilvænning mindskes syrligheden og en let Brett smag anes. Endvidere anes et kort øjeblik noget chokolade. Samlet er syrligheden lidt for voldsom for vores udi genren jomfruelige ganer, så den ender på 3 skumfiduser.

Duchesse de Bourgogne, 6,2 % rød ale fra Verhaeghe Vichte. Duft som en blanding af eddike-syre plus hest og græs. Tredelt smagsindtryk: Først den tørre gær/Brett smag, dernæst en del sødme med anelser af jordbær, hyldeblomst og/eller æble og så til sidst noget syrlighed, der holder sig på den kontrollerede side. God aperitif øl pga. sødmen. Er efterfølgende blevet oplyst om, at de ikke altid er lige søde, men denne udgave/batch havde klare søde elementer. 4 skumfiduser.

Goudenband, 8 % brun ale fra Liefmans Brouwerij. Lettere duft end de andre, men også af stald og græs, altså Brett. Fornemmer tillige noget kirsebær og sveske. Rimelig syrlig smag, der hænger ved gennem hele smagsbilledet. Således en modsætning til duften. Gær og kirsebær smages også men er svært erkendelige. Samlet ender det på 3-4 skumfiduser, lidt bedre end Grand Cru'en.

Mühle und Bahnhof, 9,2 % imperial gose (sour lavet på hvede) fra Brouwerij de Molen. Fadlagret. Duft af portvin og lakridskonfekt! Syrligheden forekommer mere mælkesyreagtig. Der smages selvfølgelig gær, men også kirsebær og mandel. En noget sprittet smag af måske sherry? Der er i denne øl en masse smage der rammer munden før syren, men som også gemmer sig nedenunder. Af de sure i denne omgang nok den bedste, med fire pæne skumfiduser. Findes åbenbart også i en version der ikke har været en tur i fadene.

Pensumet

Samlet en sjov og lærerig oplevelse. Jeg vil klart opsøge øl med Brett, men uden syrligheden. Brett er beskrevet som smagen af hestedækken. En meget karakteristisk smag fra denne type gær. Gad vide hvordan en kombination af Brett og de vildeste aromahumler vil falde ud? Gosen var også interessant - må prøve at finde den originale også, samt måske andre i genren (som var helt ny for mig, vidste ikke der var en ølsubkultur ved navnet Gose). Tak til Jan for venlig deltagelse!

#570-575

Ingen kommentarer:

Send en kommentar