mandag den 20. januar 2014

Tema: Brettanomyces

Lige siden jeg for en god måneds tid siden var i sour skole, hvor jeg lærte at holde af øl med Brettanomyces (i det efterfølgende kaldet Brett), har jeg snuset lidt rundt i butikkerne og forsøgt mig med flere af typen. Det er blevet til en lille samling, der her præsenteres.

Arctic saison, 6 % fra Grassroot Brewing, brygget hos Anchorage Brewing. Fermenteret i egefade. Klassisik Brett duft, men i den lette ende af skalaen. Brettsmagen af græs og læder blandes op med en let citrus i den ganske lette bryg. Meget behagelig øl, der kun viser en let Brett side. Nu er jeg jo ved at være klar til de lidt større udfordringer, men denne er nu ret fin. 4 skumfiduser.


Black Ghost, 8 % ale fra Brasserie Fantome-Soy, Belgien. Flaskens munding var forseglet med både kapsel og prop!! Prægtigt skummende var den da også. Svært at dufte noget gennem skumkronen, men lidt røg og Brett anes. Meget let bryg på trods af de 8 volt; har en let krydret smag ovenpå den svageste karamelmalt. Er det muskat jeg synes at ane? Efter indledningen kommer en blanding af en fin, svag syrlighed og det som jeg mener må være Brettgæren: hest, græs, stald mm. Slutter lidt røg-bittert. En ny variant med Brett for mig; 4 skumfiduser.



Taylor, 6,5 % saison fra Westbrook brewing. Del af deres Bearded Farmer Saison serie. Brygget med rug-, hvede- og  vel også bygmalt, de to humler Tettnanger og Pride of Ringwood, alm saisongær samt Brettanomyces. Særdeles liflig øl, en pæn mængde på bordet efter åbning og selv efter ophæld af et glas fortsatte skummet med at stige op ad flasken i lang tid (se billede). Let drikkelig, med let fylde. En god mængde Brett gør, at det er hest, græs og stald der smages (og duftes). I smagen desuden en let sødme og syrlighed og det ender med en ren bitterhed i en passende lille mængde. Måske vænner jeg mig mere og mere, men den er nu god. 4-5 skumfiduser.



Funky easter, 9,3 % ale fra Mikkeller; som mange af hans øl brygget hos De Proef Brouwerij, Belgien. En påskeøl, dette batch brygget 28.3.13, altså ikke helt friskaftappet. En særdeles funky og Brett duft møder næsen. Usædvanligt let bryg (næsten farligt let), hvor den belgiske malt-ale-bund mærkes inden Brett lægger den lidt stride måtte (men på den behagelige måde) af græs, stald og hest indover. Dette trækker med over i den lange eftersmag der er rent bitter. I smagskampen mellem malten, som er karamelsødlig (der er tilsat kandis) og Bretten, slår malten tilbage med en kort syrlighed, som må skyldes dens alliance med humlen. Denne forsigtige logring med halen er dog ikke en værdig modstander for Brett (er der mon nogen der husker Lord Brett Sinclair?). Fin kombi med en noget tungere maltbund. 4 skumfiduser.



Funked up on wheat, 7 % farmhouse ale fra Stronzo. Med 50 % hvedemalt. Tappet januar 2013. Duft af Brett, men også lidt sødligt, stammende fra hveden. Meget interessant mix i smagen. Hvedemalten, som trods en lethed alligevel trænger igennem med en typisk grundsødme, der indeholder banan. Brettgæren med hele stalden og så en ret bitter humle, der også fremviser lidt syre. Det brager let i sammenstødet, men ingen efterlades slået ud og alle parter enes derefter om kun at bidrage positivt. Det lykkes. Anderledes, interessant øl. Den får 5 skumfiduser.


Brettanomyces Lambicus, 6,4 % pale ale fra Mikkeller. Del af Yeast Series 2.0, hvor identiske øl er gæret med forskellige gærstammer. Her i denne omgang kun denne ene (på Ratebeer ser det ud som om der er mindst 6 forskellige). Dufter frisk og frugtigt, noget melon og med en meget svag Brett. Mellemfyldigt bryg, som har lidt mere pondus end pale ales normalt har, uden dog at være overvældende i smagen. De to smagsindtryk er den klassiske Brett, som er oppe imod hele 5 humler (Simcoe, Nugget, Warrior, Amarillo og Centennial), der giver fine citrusfrugter og en let blomstret krydring i smagen. Fornemmer dog, at citrusen i humlerne hiver lidt mere af "urinen" frem i Brett, uden at det dog på nogen måde bliver ubehageligt. Helt spiller det ikke sammen, men 4 skumfiduser til en fin og funket pale ale. Må hellere holde mig til hvis der kommer en Yeast Series 3.0.


Mareridt, 6 % røgøl (med Brett) fra Bryggeriet Djævlebryg. Der er en sødlig røglugt/duft fra fra øllet. En let øl, der forsøger at kombinere røgøl med Brettgær. Det lykkes fint i starten, hvor røgmaltens let sødlige røgsmag blandeds med Brett'ens karakteristiske våde staldsmag. Ud af mødet dukker lidt overraskende en ret markant syrlighed, der hænger ved længe. Ikke eddike, men citron - tror derfor at alt er som bryggeren har tænkt sig det, men hvad der startede godt, ender mindre fantastisk. Nærmer sig de belgiske sours af den mest utilgængelige type. 2-3 skumfiduser.

#598-604

Ingen kommentarer:

Send en kommentar