fredag den 22. august 2014

Gypsy Inc - nyt fantombryggerkollektiv

Gypsy Inc. Fandt det tilfældigt i min SuperBest. Selv om de var markedsført der, følte jeg mig fristet til at smage. Men hvem de egentlig er, er det ikke rigtig lykkedes for mig at finde ud af. RateBeer har oplysning om at Mikkeller er med i det nye kollektiv. På deres hjemmeside angiver de, at de er et kollektiv af bryggere, uden egne faciliteter, som hver for sig samlet har udgivet over 600 øl, men nu er gået sammen. De vil rejse verden rundt og komme tæt på ingredienserne. De store bryggeriers standardøl skal udfordres. Det lyder meget pænt. Næsten for pænt til Mikkeller. Men lad os smage på de første fire øl fra fantombryggeriet. Fælles er, at de alle er på 4,7 %, altså kunne man kalde dem sessionsøl. I hvert fald kan man drikke både en og to flasker uden at blive fortumlet. Alle i dette batch er desuden brygget hos De Proefbrouwerij, Belgien.

Tipsy Gypsy (Gyp nr. 1), 4,7 % pilsner. Ret svag duft, hvis noget så af græs. Smager og føles en anelse mere fyldig end en standardpils, som den vel skal måles op imod. Har en vis frugtsødme. Samtidig er der en svag metallisk bismag, som man kan se i pilsnere. Den fører med over i eftersmagen. Humlerne giver mest noget let syrlighed og en ren, man kan næsten kalde det klassisk pilsnerbitterhed, uden eksotiske florale eller fyrrede elementer. Hvis man kun må drikke pilsner er denne en af de bedre jeg har smagt, men i den store ølpalette springer den ikke i munden. Hoster alligevel op med halvkarakteren 3-4 skumfiduser, men pilen peger nedad.

Pale Trail (Gyp nr. 2), 4,7 % american pale ale. En frisk citrus og faktisk noget tør fyr i næsen. I munden traditionelt meget let men med en næsten ipa'sk humleprofil, hvor en let grape og en noget mere fremtrædende tør og fyrret smag slår tonen an. Der er ikke megen maltsødme eller -fylde i bægeret men i denne fortolkning begynder jeg at kunne forstå pale ale genren. Der vedbliver en behagelig let tørhed i munden et pænt stykke tid. Dette er en rigtig fin pale ale - 4-5 skumfiduser.

Soft Focus (Gyp nr. 3), 4,7 % amerikansk hvede øl. Frisk duft af appelsin og grape møder næsen ved åbning. Den smager og føles som en slags blanding af hvedeøl og en pale ale, tilsat ekstra humle. Dvs. den er indledningsvis hvedeblød, men uden hvedeøls typiske smage. Næsten med det samme kommer der først noget let sødmefuldt appelsin der bliver lidt skarpere for til sidst at tørre ud i en næsten IPA agtig fyrretørhed som afslutning. En tørhed, der næsten stikker lidt efter blødheden. Langt nede anes måske lidt koriander som man ikke ville blive overrasket over i en hvedeøl. Jeg er ikke helt sikker på, at hvedemaltbasen kan bære en ellers sympatisk tilsætning af en god mængde Amarillo og Tettnanger humle. Hveden plejer sjældent at give en særlig fyldig maltbund. Men bryggen er frisk og lækker og tilpas balance mellem frugtsødme og humletørhed. 4 skumfiduser.

Gyp Wit (Gyp nr. 4), 4,7 % belgisk hvede (wit). En sødlig bananduft mærkes klart men også noget underliggende citrus og næsten fyr. Bananen er næsten væk i smagen, der først har en frisk citrus fra de anvendte appelsinskaller og den tilsatte koriander smages også. Er stadig blød som hvedeøl. De ikke specificerede anvendte humler giver for hvedeøl en atypisk tør og fyrret smag, men ikke helt så kraftigt som i Gyp 3. Bryggen virker også en tand mere fyldig end den anden hvedeøl i serien. Jeg begynder at ane hvad brygstilen og intentionerne er hos Gypsy Inc: tilsæt humle til klassiske, traditionelle øl. Det virker sådan set fint her, hvor banan/tyggegummismagen holdes strengt i ave. 4 skumfiduser.
#763-766

Ingen kommentarer:

Send en kommentar