søndag den 22. marts 2015

Vladimir P

Vladimir P, 12 % Triple-Russian XXL Imperial Stout (for at det ikke skal være løgn) fra Hornbeer. Jørgen FR har som regel noget på hjerte, hvilket han gladeligt deler ud af på etiketterne. Denne gang er det en næsegrus beundring for den altruistiske russiske præsident, det handler om (not). Øllet er under alle omstændigheder opkaldt efter VP og den dufter tungt af karamel, chokolade, svesker og alkohol. Den tykke, fyldige og cremede bryg er initielt mest sød, med smag af karamel og mørk chokolade. Der lægger sig næsten en sukkerhinde på tungen. Dernæst smager man kaffe, meget let syrlige kirsebær, kardemomme, sød lakrids og alkohol. Humlen skal i sådan en bryg nok mest prøve at give modspil og får sjældent lov til at gøre et væsentligt indtryk. Således også her, og der mangler samlet noget kant og modspil til al sødmens vælde. Lidt tørhed, lidt brændthed, bare noget man kunne skære sig lidt på. Det er slet ikke nogen ringe øl, men lidt ensidig. 4 skumfiduser.



Til gengæld er den holdbar til 3. verdenskrig - men med den dagsaktuelle trussel fremført af den russiske ambassadør, skal man måske skynde sig at drikke den?

#1095

Ingen kommentarer:

Send en kommentar