mandag den 30. november 2015

Kabinet revisited

Havde for nylig to øl fra serbiske Kabinet under besmagning. Det faldt rimelig heldigt ud, så jeg købte de to andre slags, Høkeren har på hylderne.

Citra pale ale, 4,5 %. Let rivende duft af fyr. Let maltkrop uden de store udtryk. Humlen (single) giver et ret tørt aftryk i munden sammen med en let mandarin-citrus smag. Medium slutbitterhed. En solbærsmag dukker op da øllet fik lidt mere end køleskabstemperatur. Noget kraftigt karbonering - ses i skumdannelsen og mærkes som en prikken. En medium-ok pale ale får de ambivalente 3-4 skumfiduser.


Melisa, 5,4 % amerikansk pale ale. Diskret duft, en anelse frugt. Let maltet men alligevel mere karamel end kiks. En lidt spøjs frugtsmag med melon og let krydring inden en pæn bitterhed afslutter. Ret perlende oplevelse. Skønt "amerikansk", er humlerne europæiske: Styrian Golding og Hallertauer Mittelfrüh. Det går sådan set fint - fire skumfiduser.


Kabinet kan fortsat være deres øl bekendt.

#1275-1276

lørdag den 28. november 2015

Coffee Mint Stout

Coffee Mint Stout årgang 2014, 7,5 % stout fra Jacobsen. Meget brændt duft, blandet op med en ikke sjælden for øltypen duftet klassisk mælkeagtig chokolade. Smagen starter som mørk chokolade, men det er som om al sødmen er tilbageholdt. I stedet får man en kraftig brændt smag, som dog på ingen måde er ubehagelig. Både kaffen og minten, som lægger navn til øllet, er mere tilbageholdende - minten kommer lige før nedsvælg. Den er heldigvis så tilpas diskret, at den ikke ødelægger noget - man kunne fristes til at sige, at den tilfører noget godt - det er i hvert fald anderledes! Der er også mørk frugt og varmende alkohol i smagen. Mange elementer i en ikke overvældende fyldig øl. Efter de første par slurke begynder der dog at indfinde sig en lettere kedelig metalsmag, der efterlades i munden. Dette trækker lidt fra i den samlede bedømmelse, således at den ender på 4 skumfiduser.

#1274

tirsdag den 17. november 2015

Pannepot

Pannepot, 10 % ale fra de Struise Brouwers. En kraftig maltduft med karamel, sveske, og let sprut. Det samme går igen i smagen og suppleres af lakrids, medicinskab samt frugter som har et gæret præg. Det er rådden appelsin og ananas! Bryggen er fyldig, men ikke så meget som på forventet ud fra alkoholprocenten. Det slutter tørt og ret bittert på en nøddeagtig måde. Der anes under det hele en let alkohol, som har sherry præg. Den står til maximale 100 points på Ratebeer. Her modtager den fem store skumfiduser.


#1273

søndag den 15. november 2015

Blandingsmisbrug

Yin, 10 % imperial Taiji stout fra Evil Twin. Brygget til at blive blandet sammen med søsterbrygget Yang, men kan også nydes hver for sig. Og imperial stouts er noget Evil Twin kan, så det vil jeg næsten hellere. Der er chokolade, kirsebær, ristede noter og lidt kaffe i duften. Forbløffende, næsten underligt let fylde i øllet. Hvor den nyligt anmeldte I love you with my stout var næsten cremet, er denne ikke langt fra Guiness, men det er måske at presse forskellen for langt. Meget afdæmpet sødme, der er kaffe, ristede og brændte noter i smagen. Den er tør og bitter. Til sidst mærkes flygtigt noget mørk chokolade, af den meget lidt søde slags. Denne er lidt grimmere, lidt mere ru i betrækket end førnævnte -  det gør den nu ikke på nogen måder dårligere bare fordi. Jeg savner dog en smule dybde for at den kommer helt op og ringe, men kvitterer for den gode mangel på sødme. 5 skumfiduser, og så skulle jeg måske få købt mig et sæt og blande sammen?

#1272

fredag den 13. november 2015

I love you with my stout

I love you with my stout, 12 % imperial stout fra Evil Twin. Den dufter af lakrids, svedsker, og lidt spøjst mælket. Kanonfyldig øl, man mærker næsten det fløjlsbløde vattæppe blive lagt i munden fra glasset. Der er meget mørk chokolade, som hverken er bitter eller sød, lakrids, en anelse kaffe, lidt ristethed, men langt fra røg, og så mørk frugtmos. En varmende alkohol, der luner i novembernatten, og der er en slutbitterhed, men den skjules pænt af chokoladesmagen. Den er dælme dejlig - puritanere vil måske mene at den pleaser lidt for meget og godt kunne have lidt røg, tjære og bolværk som let modspil. Jeg synes det er rigtig godt - seks skumfiduser.


#1271

onsdag den 11. november 2015

Tredje og foreløbig sidste indlæg omhandlende Winther og Bargholz

Jule Bob, 6,5 % dark ale. Med en sidste holdbarhedsdato lydende på december 2014 må flaskens indhold være brygget for cirka to år siden. Den lange periode på flaske har nok gjort noget ved øllet, men jeg har ikke noget sammenligningsgrundlag, så den bliver smagt uden forbehold. Duften er lidt særpræget, lidt æble og lidt sur karklud. Smagen er heldigvis ikke et opvred. Let karamelliseret malt, med nødder, peber, røg, svag lakrids og en bette anelse syrlighed. Tør og let bitter slutning. Synes ikke øllet har tabt pusten; der er stadig pæn skumdannelse og karboneringen og intet alkoholpræg. Fire skumfiduser.


#1270

mandag den 9. november 2015

To mere fra Winther & Bargholz

For et par uger siden startede jeg en lille serie med øl fra et nyt bekendtskab for mig, Winther & Bargholz. Del to i serien kommer så langt om længe her!

Max, 5,5 % brown ale. Let maltet duft. Malt, karamel, begge på en diskret måde i smagen. Lidt frugt, nødder og næsten en anelse sherry i eftersmagen. Kun let bittert. Jeg fornemmer også en smule røg. En typisk letfyldig brown ale, men heldigvis med mere og bedre smagselementer end traditionelt. 3-4 skumfiduser.



Nello, 5,4 % ipa fra w&b. Noget underlig duft rådden duft, med mindelse af brett, men det er der vel ikke i? Men smagen har også et klart aftryk af denne gær, som må være endt i flasken/brygget ved en fejl? Der er noget let frugtig humle indover og medium bitterhed. Hvis den var blevet præsenteret som saison ville den have været fin. Som ipa er den nok mest af engelsk type, men her formentlig fejlbehæftet. Lidt svært at give karakter, for slutresultatet er såmænd fint nok. Det ender på fire skumfiduser, men burde måske kun få en med den formodede forurening.

#1268-1269

fredag den 6. november 2015

Glædelig for-jul

Hr. Hansen julebryg, 6,2 % ale fra Det Lille Bryggeri. Har en spøjs "grøn" duft, som græs eller blade. Meget maltet smag, med karamel og sødme, sikkert stammende fra den anvendte hasselnøddesirup. En lidt skæv undertone af frisk syrlighed, let humlearoma, og en let bitterhed, blandet op med lakrids. OK ale, men kunne sikkert brygges og drikkes året rundt, uden at den skal hægtes op på julen. 3 skumfiduser.

#1267

torsdag den 5. november 2015

Serbiske øl

Serbiske øl har jeg ikke prøvet før. Med tanke på mine nylige græske oplevelser, var jeg lidt nervøs ved de to øl fra Kabinet ...

BrrKaaa, 5 % amerikansk pale ale. Som sagt nyt ølland her på bloggen. Frisk frugtig duft. Let i kroppen og ikke megen malt smag - her er det humlen der styrer. Den er frisk-frugtig, dvs megen aroma, mest grape og tør fyr. Etiketten angiver kun 31 IBU, men jeg synes da, at der også er en pæn bitterhed. Fin pale ale, og at den skulle komme fra Serbien, er ikke at smage. Måske noget fordumsfuldt at skrive. 4 skumfiduser.



Super Nova, 6,8 % IPA. Stram tør duft. Mere fylde end apa'en og lidt karamel i smagen. Mandarin og passionsfrugt i humlearomaen og en pæn bitterhed (51 IBU). Ret fint kombineret ipa. 4-5 skumfiduser.




Konklusivt kan det siges, at disse to øltyper kan de godt finde ud af at brygge, de gode folk hos Kabinet.


#1265-1266

onsdag den 4. november 2015

Anu

Anu, 10 % imperial stout fra Kongebryg. Led i en ny serie, Imperator. Der stiger røg (duft) op af glasset. Fordi det er angivet, at der er brugt Brett, kan jeg lige akkurat erkende dens duft. Chokolade er også blandt indtrykkene. Smagen er mindre tilbageholdende med chokolade, kaffe, lakrids, røg og brændte noter. En syrlig tone som kan stamme fra havtornen. Der er nok et Brett aftryk, men det har det svært i den tunge og fyldige øl (9 malttyper er anvendt). Fin bitter afslutning. Der er nok et samspil med havtornen som gør, at øllet skiller sig ud fra andre imperial stout, men jeg synes ikke helt det ender i harmoni. Er en nydeøl som stilen forlanger, men forløser ikke helt forbrugeren. "The root of all evil is the heart of a black soul" står der øverst på etiketten, men så farlig er den nu ikke. 3-4 skumfiduser.


#1264

søndag den 1. november 2015

Græsk drama

Efter første omgang af græske øl blev anmeldt live fra Spetses, en bette græsk ø ud for Peleponnes, var en af mine medkursister rundt på øen på scooter, og fandt en lille håndfuld nye øl. Dem drak vi sammen og kom frem til følgende:

Zeos Pilsner, 5% fra Zeos Brewing Company. Typisk, klassisk pilsner duft, brød, malt og lidt græs. Smagen er en anelse sødlig, dåsemajset, uden humlesmag, og kun let bitterhed. Skiller sig ikke fra de øvrige lagers herfra, hverken positivt eller negativt. 2 skumfiduser.

Volkan Grey, 5 % hvedeøl (filtreret), brygget med honning og bergamotolie. Ikke helt klar, selv om også denne Volkan øl har været gennem lavastensfilteret. Let citrus duft. Øllet smager mere af de tilsatte ingredienser end af typiske hvedeølskarakterer. Således er der en grundsødme og en noget kraftig citrus, den seneste fra bergamotolien. Den er dog stadig blød som hvede. I en græsk ølverden, hvor der indtil videre har været meget langt mellem højdepunkterne, scorer den 3 skumfiduser.


Bryggeriet Septem havde jeg på forhånd læst skulle være det bedste græske mikrobryggeri. Godt at min ven kom forbi et sted, hvor de blev forhandlet, nu jeg ikke selv kunne finde dem.

Monday's, 5 % pilsner fra Septem. Igen klassisk pilsner, men den har i smagen en bitterhed som synes at stamme fra appelsinskræl. Det giver en friskhed og især en anderledeshed som måske lidt fortjent belønnes med 3 skumfiduser.

Friday's, 4,7 % pale ale fra Septem. God humleprofil, endelig! Men så er det også Nelson Sauvin der er kommet i. Den har en typisk let malt base men der er humlesmag i som er frisk og frugtig, og med en let gæret marmeladetone. Den ender på en for græske øl rekord-høje 3-4 skumfiduser.



Sidste fandt jeg selv, men fik ikke noget billede af:

Zeos Black, 5 % sort hvede fra Zeos Brewing Company. Lidt mørk, maltet duft, med en hint af kaffe og chokolade. Den er også på samme måde lidt porteragtig i smagen, omend i den meget tynde ende af skalaen. Udover kaffe og chokolade står det lidt ristethed på menuen og det ender med en smule bitterhed. Er lidt for karboneret synes jeg. Tilforladeligt, uskadeligt og klart til at komme uden om. 2 skumfiduser.

Nu er det så forhåbentlig slut med græske øl et stykke tid ...


#1259-1263