mandag den 2. april 2018

Røde Port, to nye bekendtskaber

Jeg stødte på Røde Port for lidt over et halvt år siden, og den første smagning behagede mig ganske godt. De er nogle håndbryggere der efter at have vundet en af klasserne i DM i 2016 tog springet og nu brygger kommercielt øl i lille skala. Jeg finder primært deres øl lokalt i Borup (Røde Port har base i Roskilde) men også Østerbro Vin og Spiritus har haft dem på hylderne. Røde Port kan ikke kaldes vilde og innovative, indtil videre brygger de klassiske mikrobryggeri øltyper som de fleste andre gør, men de har et pænt højt bundniveau og det virker som solidt håndværk, det der kommer fra dem. Her drikker jeg deres vinderøl samt det formodet nyeste produkt i porteføljen.

Ravn sort, 7,3 % imperial stout. Røde ports Dm vinder fra 2016 som gjorde at de valgte at starte eget. Mælk, chokolade og kaffe i duften. Jeg fanger de samme indtryk fra brygget, der virker lidt i den tynde ende for at være en imperial stout, både alkohol som fyldemæssigt. Men stilartsdefinitionen siger blot mere end 7 % alkohol, så den skal ikke klandres for, at andre bryggeriers produkter i stilarten ofte giver den mere gas. Der er en let smag af sprut som så må være den tilsatte dominikanske rom. En meget diskret humle smag afslutter oplevelsen. Jeg havde set meget frem til at smage denne men selv om den på ingen måde er dårlig, er den nu ikke en der stikker næsen frem i en stilart, hvor der er hård kamp om vores gunst. På den anden side skal den roses for at afstemme rom og humlesmag, selv om det er en smule diskret. Fire skumfiduser.



Black smoked Ghost, 7 % røget porter. Det må være et helt nyt skud på stammen fra Røde Port. Der tilbydes en fin, let chokoladesød drik, hvor der ganske vist er en smule røg i næsen, men ikke så meget i smagen. Det er ikke mere end hvad man kan finde blandt portere/stouts så at give den prædikatet røget porter, er måske lige at strække den. Men den er nu ganske dejlig selv om den ikke hører hjemme blandt røgøllene. Fin bitterhed og en bette lille humlesmag afrunder den fine øl. 4-5 skumfiduser.


 #1714-1715



fredag den 30. marts 2018

Syndikatet

Syndikatet og dets øl har en lidt hård profil med navne som Håndlangeren, Agenten, Spionen og den legendariske Psykopaten. Her er to øl med lidt mere blød og/eller positiv karma.

Forårsbebuderen, 5,8 % påske pale ale. Ja, vi er tæt på højtiden, der oprindeligt fordrede bockøl, men hvor spændvidden i dag er næsten lige så bred som blandt "juleøl". Let brød og karamel i duften. Sødlig og krydret, men på en behagelig diskret måde, samt noget humle, der mestendels er af bitter type, med en anelse fyr i smagen (Cascade). De skriver sprød på etiketten, og selv om det logisk er noget vrøvl om en flydende substans, giver det nu meget god mening, i en positiv retning. 4 små skumfiduser.


Festaben, 10 % imperial rom stout, brygget sammen med Martin Bo Petersen fra Næstved. Der er en tung duft af kaffe, rom og chokolade samt noget frugtigt. Smagen er ligeså tung, med en kraftig maltbund af sødt rugbrød, chokolade, kaffe, rom og træfade, selvom rommen kommer fra en flydende tilsætning og ikke efter ophold i en tønde. Der er faktisk også en del citrus fra humlen, noget som ellers er svært at fange i sådan en type øl. Enten er den pivfrisk (tappet to måneder før nydelse) eller også har de ikke været nærige med doseringen. Er trods den tunge beskrivelse ganske let at drikke, alt taget i betragtning. 4-5 skumfiduser.





#1712-1713



torsdag den 29. marts 2018

Tiny Rebel

Tiny Rebel er et bryggeri i det sydlige Wales. Fra en spæd begyndelse i 2012 er de vokset til et foretagende med 110 ansatte og eksport til 35 lande. De fortæller selv historien her. Jeg havde tidligere kun stødt på dem en enkelt gang så med denne beskedne smagning af to af deres øl, får jeg tre-doblet mit samlede erfaringsgrundlag.

Beer Money Inc, 6 % ipa. Lidt halvtung malt og lidt marmeladefrugt er de dufte jeg fanger. Starter også tungt frugtigt henad skotsk ale for derefter at slippe al humle smag og kun efterlade en ret ren og pågående bitterhed, der virker lidt skærende. Ender således som en art Dr . Jekyll/Mr Hyde, uden dog at den pæne del er vildt prangende. 3 skumfiduser. Man kan tilsyneladende også få et spil til sin mobil med samme navn som øllet!


Orange Mocha Frapp Stout, 7 %. Kaffe, kakao, vanilje og let røg rammer min næse. Røg og kaffe er de første smagsindtryk. Dernæst lidt bitter chokolade førend der afsluttes med en syrlighed, der er kraftigere end hvad den ristede malt burde frembringe. Ølnavn og etikettetegning leder tanken hen på tilsat appelsin men det fremgår ikke af indholdsfortegnelsen. Efter nogle slurke er jeg vænnet lidt til syrligheden, der ikke længere fremstår så markant. En lidt anderledes stout med det kraftige fokus på kaffe (og syrlighed) - jeg finder det lidt for enstrenget. Tre skumfiduser.



Tiny Rebel rammer således med deres anden optræden på bloggen lidt midt i den bløde mellemvare hvor de også var at finde første gang.

#1710-1711

fredag den 23. marts 2018

Brewify

Brewify kalder sig for en ølklub med base i København. De samarbejder med håndbryggere der har vundet medalje ved DM i Håndbryg og tager deres vinderopskrifter og får dem brygget i større skala og sender øllet ud på både flaske og fad. For håndbryggeren er der ikke nogen økonomisk gevinst (eller udgift) og i følge Andreas Laumand Christensen, en af ejerne af Brewify, er der endnu et år efter de første øl kom på markedet, heller ikke nogen gevinst for dem. Andreas var på besøg i Østerbro vin og spiritus, hvor han skænkede op fra forårets kollektion og jeg tog noget kortfattede noter om oplevelsen.

Sidste Nadver, 5,5 % belgisk wit, brygget af Martin Greve & Morten Sørensen. Meget stiltro øl med gær og krydderier i duft og smag, med en let appelsin i den bløde og behagelig bryg. 3-4 skumfiduser.

Hoptimus Prime, 5,6 % engelsk IPA, brygget af Anders Würtz & Jakob E.E. Pedersen. For mig er engelsk IPA mere bitterhed end aroma, men her får jeg fine ananas og grapefrugt indtryk. De brugte amerikanske humler hører ret beset ikke til i en engelsk IPA, hvorfor det kan undre lidt, at den blev præmieret i sin tid. Men den smager nu ikke dårligere af den grund. 3-4 skumfiduser.

Jackalope pale ale, 6,2 % (men reelt 6,9 %) amerikansk pale ale, brygget af Troels Lunde Hagensen. Masser af troper i duft og smag; mango, passionsfrugt og lidt solbær. Let og letdrikkelig - rigtig fin. 4-5 skumfiduser.

Humlesuppe, 6,9 % amerikansk IPA, brygget af Michael Brandt. Fremstår med mere bitterhumle end aromahumle, men sidstnævnte drypper dog lidt fyr og citrus i ganen. Jeg havde nu nok lidt større forventninger til en deklareret amerikansk ipa. 4 skumfiduser.

Disse øl er brygget på Stevns bryghus, 500 liter. Næste batches kan ikke brygges der, så Brewify forhandler stadig om hvor det så skal blive. Jeg kan godt lide ideen bag Brewify men tænker det må være lidt svært at opbygge en profil, når nu man entrerer med så mange hjemmebryggere. Men det er jo selvfølgelig også et særkende. Jeg tænker også at man på længere sigt, hvis man formår at opbygge noget overskud, skal tilbyde dem der leverer opskrifterne en form for betaling.

#1706-1709

mandag den 19. marts 2018

Siren

Jeg har haft engelske Siren under behandling nogle gange på bloggen og har fundet et par rigtig fine guldkorn blandt deres portefølje. Sidstnævnte er ret omfattende så jeg hægter mig lige på igen med et trekløver.

Forest for the Trees, 8,6 % winter west coast double ipa. Så har man da eneret på en ølstil tænker jeg ... Meget maltet duft med diacetyl og alkohol. Smagen er også noget af en maltbombe, med masser af stenfrugt i baggrunden, let alkohol og en stærk slutbitterhed. Den er ikke særlig sød, trods den megen malt og kan minde lidt om en stærk skotsk ale, også fordi jeg ikke rigtig fanger nogen humlesmag. Da sidste holdbarhedsdag kun ligger et par måneder frem, er brygget formentlig 10 måneder gammelt, hvis ikke ældre, og så vil meget af humlearomaen være dampet af. Jeg kan nu godt lide skotske ales, men havde da gerne prøvet et helt frisk eksemplar. Det ender på fire skumfiduser.


I love you Honey Bunny, 6,3 % honey smoothie IPA, i samarbejde med Other Half. Masser af honning og 50 % havre skulle give en tyktflydende masse. Hælder dog meget normalt op i glasset. Jeg fanger en ret ren citron-lime duft. Smagsmæssigt er det også disse citrus der er det første indtryk i en øl, der nok er en smule mere viskøs end det gennemsnitlige bryg. Citrusen har en ret bitter eftersmag, som var der også noget skal i. Jeg synes ikke rigtig jeg kan fange noget honning, der er hverken malt eller tilsat sødme, kun en fin friskhed. Det giver også en firer til øllet med Tarantino-reference.


Fred in London, 11 % strong blonde ale, i samarbejde med Hair of the Dog; RateBeer kalder den en barley wine. Er en britisk udgave af Hair of the Dogs Fred (som jeg ikke kender). En del sødme og sukker i duften, med anelse af gær, herunder banan og koriander. Ganske sød og næsten klæbrig i smagen, igen med noter/referencer til belgisk gær og blonde, hvilket nok gør bryggeriets egen stilartsbeskrivelse mere korrekt end RateBeers. Sødmen, iblandet også andre frugtsmage, der virker en anelse syntetiske, formår næsten helt at skjule alkoholen, der må nøjes med at varme lidt. Øllet minder faktisk en del om Amagers Marianna the Moody MILF, som jeg havde det ganske svært med. Jeg holder mig til samme karakter på 3 af de lidt mindre skumfiduser.


Siren er produktive og trods fraværet af det helt store antal skumfiduser i dette indlæg, værd at følge.

#1703-1705

onsdag den 14. marts 2018

Hot or not

I en tid hvor selv det korteste tweet kan række længere end koncentrationen hos dagens utålmodige forbruger gør Dude Beering her det nemt. Jeg har fundet en liste over danske bryggerier og med hård og rystende hånd tildelt en dom på tre bogstaver: HOT eller NOT. Jeg ville ønske at der var researchet godt og grundigt for hvert enkelt bryggeri men det har ingenlunde været tilfældet. Hvis blot jeg har smagt mindst en enkelt øl, er dommen afsagt. Dermed er der også en hel del bryggerier der må undvære en dom, men bare vent - jeg kommer efter jer! Jeg vil prøve at opstøve nye danske bekendtskaber uden at kaste mig ud i ekstreme forsøg på at blive altdækkende - den slags har vi Sadolin til.

Her kommer listen - find selv ud af om du mest er enig eller uenig med mig. Listen opdateres løbende, se versioner nederst.

Bryggeri Dom
Agile Brewing
Albani not
Alefarm Brewing hot
Amager Bryghus hot
Amass Brewing Co.
Andrik Mikrobryggeri
Bad Luck Brewing Co. hot
Bad Seed Brewing
Beer & Brewing By Anders Coisbo
BenzoBrew
Bie's Bryghus not
BIE's BrygLab hot
Birkerød Bryghus & Ølhandel
Black Rooster Brewery hot
Bon Coca
BornholmerØL’en
Borgs Bryghus
Borren Bryghus
Brandbygegaard Bryghus
Brew42 hot
Brewers Inc 
Brewify                                                             hot
BrewPub Copenhagen not
Brinkholm
BRUS hot
Bryggeri Skovlyst not
Bryggeriet Apollo
Bryggeriet Djævlebryg hot
Bryggeriet Flakhaven
Bryggeriet Herning
Bryggeriet Kvajj not
Bryggeriet S.C. Fuglsang not
Bryggeriet Sct. Clemens
Bryggeriet Skands not
Bryggeriet Vestfyen not
Bryggeriet Åben hot
Bryghuset Braunstein not
Bryghuset Den Gamle Præstegård
Bryghuset Kragelund
Bryghuset Møn not
Bryghuset No 5
Bryghuset Riis
Bryghuset Røde Port hot
Bryghuset Vendia
Bryghuset Winter & Bargholz hot
Brygværket
Brøggeren
Brøggeriet
Bugtens Bryghus
Bunker Beer Brewery
Bøgedal Bryghus hot
Bøgeskov Bryg hot
Bøllingsø Bryghus hot
Carlsberg/Tuborg not
Christianfeld Bryghus
Chrø Øl
Coisbo Beer not
Coolship Brewing Co.
Crates brewing
Dagmar Bryggeriet not
Dansk Bryghus
Dauglykke Bryghus
De 5 Gaarde not
Det Lille Bryggeri hot
Det Våde Får
Dispensary
Dry & Bitter Brewing Co. hot
DTU Bryghus not
Dynamo Brews
Ebeltoft Gårdbryggeri hot
Endelave Bryggerlaug
Erhvervsakademi Aarhus
Esbjerg Mikrobryg
Fanø Bryghus not
Faxe Bryggeri
Fermentoren
Flying Couch Brewing hot
Frederiksberg Bryghus hot
Frederikssund Bryghus
Fri Bryg
Fur Bryghus not
Færgekroens Bryghus not
Gamma Brewing Company hot
Geddal Gaardbryggeri
Ghost Brewing hot
Gislinge Bryghus
Grauballe Bryghus not
Grønskov Bryg
Guldhammer Nanobryg
Gundestrup Mejeri & Bryghus hot
Gurre Bryghus
Gyldensteen Gods
Gypsy Inc. hot
Halkær Container Bryg
Halsnæs Bryghus not
Hancock Bryggerierne not
Harboes Bryggeri not
Herslev Bryghus hot
Himmelev Bryghus
Hjort Beer
HokNberg
Holbæk Bryghus not
Hop Bottle Brewery
HopKings Brewing Company
Hoppe.Beer hot
Hornbeer hot
Howling Monkey hot
Humleland/Hantwerk hot
HumlepraXis not
Husbryggeriet Jacobsen not
Hyldals Bryghus
Hørsholm Bryghus, Restaurant Skovhus
Haandbryggeriet Jenslev
Idaslettens Biavl og Microbryg
Ikast Mikrobryg
Indslev Bryggeri/Ugly Duck Brewing Co. hot
Ingeniørens Bryghus
Jacobi Craft Brew
Jelling Bryggeri not
Jelling Bryghus not
Jerry's Restaurant & Bryghus
Juel's bryg
Karlslunde Bryglaug not
Kerteminde Bryghus
Kissmeyer Beer & Brewing hot
Klosterbryggeriet hot
Kongebryg not
Krampus Brewing Co.
Krenkerup Bryggeri not
Kronborg Bryghus
Kunstbryggeriet Far & Søn
Kvann Kompagniet
Kølster - Malt og Øl
Ladager Bryghus not
Landsby-bryggeriet
Lammefjordens bryghus
Lundumskov Bryghus
Læsø Bryghus not
Løgismose
Løkken Bryghus not
Mad Yeast Brewery hot
Maddog Brewing Co.
Maltbazaren
Midtfyns Bryghus not
Mikkeller hot
Mikrobryghus StrynØL
Miracle Breweries
Munkebo Mikrobryg hot
Musicon Mikrobryggeri
Mylius-Erichsen Bryghus not
Møllerup Gods not
Nibe Bryghus not
Nida Beer
Nordisk Bryghus
Næstved Bryghus
Nørre Nissum håndbryg
Nørrebro Bryghus hot
Nørrebro Bryghus, Hedehusene
Odden Bryg not
Olsens
Ordrup Bryggeri
Orø Bryghus
Penyllan/Bere Here hot
People Like Us - Skippinge Brew
PhenomenAle
Pladderballe Bryghus not
Randers og Raasted Bryghus not
Refsvindinge Bryggeriet not
Ribe Bryghus not
Rise Bryggeri not
Rækker Mølle Bryghus not
Rørvig Bryghus not
Samsø Bryghus not
Sdr. Bjert Kro
Sidekick Brewing hot
Skagen Bryghus not
Skanderborg Bryghus
Skovlyst Production not
Slangerup Bryghus
Slotsbryggeriet Gavnø not
Small Batch Brewery
Sorø Bryghus
SpyBrew hot
Stensbogaard Bryghus not
Stevns Bryghus not
Stormgaarden Håndbryg
Strecker (Vesterbro Bryghus)
Struer Håndbryg
Staarup Haandbryg
Svaneke Bryghus hot
Svendborgsund Bryghus
Syndikatet hot
Søgaards Bryghus not
TeeDawn
The Man Behind
Theodor Schiøtz Brewing Co. not
Thisted Bryghus not
Thorning Bryghus
Tikøb Bryghus
To Øl hot
Trolden Bryghus not
Tunø Bryggeri
Tårbæk Mikrobryg
Ugelris Vinggard & Gaardbryggeri not
Ugledige Gaardbryg not
United Beverage Nordic
Vadehavsbryggeriet not
Vassingerød Bryghus
Vestslesvigsk Bryghus hot
Viborg Bryghus not
Vingården Lille Gadegård
Virklund Bryghus not
Voddersminde Gårdbutik
Vrå Bryghus
Væggerløse Håndbryg
Warpigs Brewpub hot
Warwik Bryghus hot
Westend BrygCentral
Wintercoat not
Ø-Bryg not
ØL-Laboratoriet
Ølgod Bryghus
Ølgaard not
Ølhunden
Ølkollektivet
Øllebryg
Ølleriet Haandgjow
Ølluminati
Ølsmeden
Ølsnedkeren hot
Ølværket
Ørbæk Bryggeri not
Ålbæk håndbryggeri
Aarhus Bryghus A/S not
Aarø Bryghus

revision 290318: Brewify og Wintercoat tilføjet

tirsdag den 13. marts 2018

Hyldestøl til Gyda

Denne blogs læsere vil vide, at jeg køber en stor andel af mine øl hos Høkeren i Ravnsborggade der bestyres med kærlig hånd af Gyda. Det er en god, gammeldags butik i ordets bedste betydning hvor snakken går både om de aktuelle varer, men også om alt muligt andet stort og småt. Ordene og ganen smøres altid med en tår øl fra fad eller flaske. Det er derfor i allerhøjeste grad på sin plads og fuldt fortjent, at Gyda har fået en øl opkaldt efter sig, brygget af Hoppe.beer.

Gydas giraf, 5 % tørhumlet belgisk saison. Duften fremstår ganske klassisk som en saison, med brød, krydrede elementer som koriander, græs og gær, samt en lidt renskuret citrus. Smagen leder en heller ikke på vildveje, der er en dejlig blød mundfylde, med let banan, koriander, græs, gær, peber men ikke noget markant humleislæt som man måske ellers kunne forledes til at tro ud fra den lovede tørhumling. Har næsten mere karakter af hvedeøl end saison, men så er der da også brugt hvede i processen. Fin øl, som brygteknisk gør det den skal, men jeg synes næsten Gyda har fortjent en lidt mere spektakulær øl? Fire skumfiduser til en trods alt dejlig og med forårets komme, letdrikkelig øl.

#1702

onsdag den 28. februar 2018

Mr. Series 2018 fra To Øl

To Øl har med inspiration fra Tarantinos Reservoir Dogs brygget en serie Mr. øl, der tager navn og farve efter rollerne i filmen. Jeg har ikke mødt tidligere versioner, men for nylig var der en verdensomspændende premiere på årgang 2018, som var så godt promoveret af To Øl og deres Facebook side, at jeg så mig nødsaget til at smage på sekstetten på Taphouse. De præsenteres i den rækkefølge, hvori jeg dykkede ned i glassene.

Mr. White, 5 % New England grisette med grapefrugt. Der er en kraftig duft af Brett i glasset. Kun let uklar øl og den lyseste af de 6. Det meste af smagen stammer fra Bretten og kun med en forhåndsviden om grapefrugt kan jeg erkende den. Men dejlig frisk start på serien/oplevelsen, 4-5 skumfiduser.

Mr. Blonde, 4,5 % Gose med vanilje, fersken og hindbær. Jeg fanger kun svage dufte af fersken. Af udseende er den faktisk mere orange end Mr. Orange! Der er initielt en frugtig-syrlig smag, primært fra hindbærrene. En let salt smag giver modspil. Jeg fanger også en næsten træ/fadagtig eftersmag. (Heldigvis) ikke meget spor af vaniljen. 4-5 skumfiduser.

Mr. Pink, 6% IPA med rødbede. En lidt dæmpet humleduft fra en meget flot rødbede-pink farvet øl. Smagen er en kombi af en meget heftig og bitter humle og den søde smag fra rødbeden, med humlen i overvægt. Jeg synes Beerbibliotek klarede at blande det lidt bedre i deres Alternative Fact #1984 Beetroot is the new hops. Her er rødbeden lidt underspillet - den kan mere. Fire skumfiduser.

Mr. Blue, 9 % Imperial Berliner Weisse brygget med bær. Jeg mærker sødme fra malt & bær samt syrlighed når jeg dufter til øllet. Den er tyktflydende og er sødmefuld. Det stammer vel fra bærrene (jeg synes jeg smager kirsebær og jordbær men kan sagtens være galt afmarcheret på gæt om hvad der er kommet i karret). Der er kun en anelse syrlighed initielt. Har ikke smagt så tyk en BW før, men så plejer de heller ikke at holde så høje procentsatser. 4-5 skumfiduser.

Mr. Orange, 9 % sur IPA med frugt. En frisk humle og oveni ekstra syrlig duft. Ret klar øl, der er mere blonde end Mr. Blonde! I smagen er der en heftig syrlig- og bitterhed. Fornemmer, at der er brugt både skal og safter fra diverse citrusfrugter for at opnå syrligheden, udover det der stammer fra gæringen. Samlet er den mere sour end en IPA, men det er også fint. Fire skumfiduser.

Mr. Brown, 10 % Imperial Coffee Stout. En næsten pågående kaffeduft er den primære olfaktoriske oplevelse. Smagen bidrager med chokolade, røg, ristet brød og igen masser af kaffe. Jeg bemærker en fin varmende alkohol i en velkomponeret stout. 5-6 skumfiduser.

De seks håndlangere i smagsrækkefølge fra venstre mod højre

Det var samlet en meget god oplevelse at bruge en god times tid i selskab med disse øl.

#1696-1701

søndag den 25. februar 2018

Partizan - et nyt engelsk bekendtskab

Partizan Brewing fra den sydlige del af London har brygget øl siden 2012. Ganske typisk for aktualitetsniveauet her på bloggen, kommer de på allerede nu med et par øl jeg købte hos Høkeren.

Pale Ale, 4,5 %. Typisk letbenet pale ale hvor en initiel humleduft og -smag af næsten ren citruskarakter hurtigt damper af og efterlader en smule bitterhed. Humletilsætningen varierer fra batch til batch, her er på etiketten anført Citra og Rakau. Frisk og ingen skade sket, men ikke særlig interessant. Det er set bedre indenfor genren. To-tre skumfiduser.



India Pale Ale, 6,5 %. Igen i denne øl varierer humletilsætningen, her er brugt Columbus, Citra og Simcoe. Der er klart mere malt og humleduft med passionsfrugt og fyrrenåle i både duft og smag. Humlen virker næsten klæbrig selv om den smagsmæssigt ikke er voldsom på nogen måde. Ender medium bittert, stadig med en vis humlesmag. Fire skumfiduser.



Samlet forekommer bryggeriet mig baseret på disse to øl som ganske fredsommelige og ikke særlig rebelske.


#1694-1695

onsdag den 14. februar 2018

Hoppe i glasset

Jeg har tidligere haft øl fra Hoppe.Beer under omtale på bloggen, og har været mest tilfreds med de syrlige øl derfra. Dagens flaske er en ølmagnum på 75 centiliter - det signalerer sikkert eksklusivitet, men hvorfor skal det sælges i så store enheder? Nå, men det skal egentlig handle mest om smagen.

Darkside, 10,2 % quadrupel. Der stod noget skum klar til at forlade flasken af sig selv, da jeg fik åbnet den. Ophældt fyldte skummet initielt meget, men ret hurtigt var det svundet ind til næsten ingenting. Der bør nok være et mere kraftigt skum i typen, skriver jeg, undtagelsesvist med min øldommerpen i hånden. Jeg kan ikke rigtig blive klog på duften. Der er nogle af de rigtige elementer som malt og karamel, men det vinøse fra alkohol og estere mangler, eller er svagt til stede. Til gengæld er der en let syrlig tone som nærmer sig noget eddike. Sammenholdt med den lystige start kan jeg her godt begynde at mistænke en let inficeret øl. Jeg tror nu ikke det er tilfældet, for der er næsten ikke noget af det at genfinde i smagen. Den samler lidt mere op på manglerne i duften, men byder også ind med noget underliggende næsten metallisk og førnævnte syre. Det er tørt og det er bittert og det er ikke specielt fyldigt.  Jeg synes ikke det er lykkedes for Frederik i denne flaske, om det så er opskrift eller forurening undervejs der er skylden. Af tilsætningerne rosiner, appelsinskal, koriander og vaniljebønner er det mest appelsinen jeg kan mærke. Jeg kan godt lide hans jordbærlambic Lacto Love og den rødvinsfadlagrede Woody Delight, hvor jeg er sikker på, at den fremkomne syrlighed er tiltænkt. Denne fortolkning af de tungeste og mørkeste belgiere ender uharmonisk ud og på skuffende 2 skumfiduser.

#1693

torsdag den 8. februar 2018

Humle og terroir

Vi kender det godt fra vinens verden, begrebet terroir, der dækker over de klimatiske og geografiske forhold, der sammen med jordbunden giver en drue dens karakter. Og skal det være rigtig fint, så kan man få enkeltmarksvine. Men det er vist ikke rigtig undersøgt om de samme forhold spiller ind på de afgrøder, der bruges til øl. Før nu, hvor Mikkeller har kastet sig ud i et eksperiment. Fire slags humler, der har groet to/tre forskellige steder i verden, og kastet i den samme bryg, en IPA på 7 %.

Taphouse havde i dag sat de to gange to øl med Sorachi Ace og Centennial på hanerne og jeg kikkede forbi til fire små samplere for at se om jeg kunne smage forskellen.

Første sæt var de to Sorachi Ace, hvor den ene bestod af humlen dyrket i Belgien og den anden med humle fra det nordvestlige USA (ikke nærmere specificeret mærkeligt nok). Allerede udseendet røbede en mindre forskel. Den belgiske var meget plumret og havde et let grønligt skær, mens den amerikanske var knap så uklar, uden at det på nogen måde var gennemsigtigt, og havde en mere gullig tone. Den belgiske var meget frisk og prikkende, med en klar og ren citron og lime smag, og med en antydning af dild. Den amerikanske forekom på en måde lidt fyldigere i smagen, der var mere lime end citron, knap nok noget dild men til gengæld en svag antydning af koriander. Jeg fornemmede en anelse mere slutbitterhed, der også indeholdt noget appelsinskræl. Men begge med meget aroma.

Andet sæt var så Centennial fra Belgien og fra staten Washington i USA. Der var ikke nogen synlig forskel på de to glas. Begge var klart mere bitre end de to foregående, men indbyrdes var der forskel i hvordan jeg oplevede bitterheden og smagen. Der var smag af fyr og harpiks i den belgiske, men ikke pågående. Der var en smule tropiske frugter (mango og passionsfrugt) og blomster, hvilket næsten gjorde den en anelse parfumeret. Den amerikanske overraskede kraftigt med en hurtig antydning af peanut!? Jeg fik det indtryk flere gange undervejs i tømningen af glasset. Gad vide om de har brugt samplerglasset til nødder tidligere på dagen? Derudover adskilte den sig ved at være en smule mildere i udtrykket, med mere ren citron i smagen og knap så mange blomster. 

Mikkeller har naturligvis ønsket at demonstrere sin pointe og har hældt store mængder humle i øllene, formentlig på alle mulige tænkelige tidspunkter. Selv en smagsdøv blogger som undertegnede havde således ikke store problemer med at smage terroiret. Forskellen havde måske været mindre tydelige, hvis ikke øllene havde været så voldhumlede som de var. Men hvor langt kan man drive det? Kan man smage forskel fra år til år, fra mark til mark? Og hvad med byggen (hveden, rugen, havren ...)? De må da også påvirkes i en eller anden grad af terroiret? Kan bryggerne kompensere for forskellene - og ønsker de at gøre det? Smagning og brygning af øl er ikke blevet mindre kompliceret efter denne øvelse - og tak for det. Projektet var en øjenåbner, både for mig som konsument, men burde så sandelig også være det for producenterne, store såvel som små.

Læs mere om projektet hos Mikkeller og und dig selv at foretage øvelsen hvis du har mulighed derfor.

onsdag den 7. februar 2018

Amager bryghus 10 år - anden del

Vores allesammens yndlingsbryghus på lorteøen, Amager Bryghus, har holdt stand og ikke mindst fanen og barren meget højt de ti år, de har eksisteret. Tidligere på året udgav de tre øl som første led af egen festligholdelse af deres jubilæum. To af de tre øl smagte mig godt, mens den tredje skuffede en del. De samme tre øl blev hældt på fad, og er blevet udgivet her sidst på året, med følgeskab af yderligere to fadlagrede festøl. Lad mig knappe op og se, hvad turen i fadene gør ved øllet.

MurpHill 2017 ed., imperial rugporter, lagret på friske bourbonfade. Grundbryggen er Rugporter, en øl lavet i samarbejde med Shaun Hill og Mike Murphy, som jeg vist aldrig har fået omtalt på bloggen, men svagt erindrer at have smagt. Den er tidligere blevet smidt på tønden og trukket op igen som en MurpHill, men denne gang i en let modificeret 2017 udgave. Det første duftindtryk sagde voldsom lakrids, men også mørke frugter, kaffe og bourbon. Den smager ganske indledningsvis af mørk chokolade type sødme og kaffe, der overhales både inden- og udenom af fadlagringens tilførte elementer af ren bourbonsmag, let træ og desværre en del vanilje, der sammen med den amerikanske bourbon for mig trækker i den modsatte retning. Jeg har efterhånden lært både at acceptere og i en del tilfælde nyde og endda elske fadlagrede mørke øl, men når vaniljeorkideen bidrager med smag i en blanding med sydstaternes svar på det skotske højlands ædle drik, så tilføres det efter min ydmyge og ganske personlige mening ikke noget til øllet. Jeg kan godt være bange for, at resten af øllene i denne anden halvleg kommer til at blive bedømt efter samme skabelon. Grundbrygget her er dog ganske fint og bliver ikke decideret ødelagt, så jeg kan godt, trods de harske ord, stå inde for de fire skumfiduser jeg kaster efter den første jubilæumsoplevelse i anden halvleg.


Maureen, The Maverick Moonshiner, 12 % bourbon fadlagret dobbeltmæsket russisk imperial stout. Her er det Dario, the Dark Don, fra første del af jubilæumsudgivelserne, der har været på bourbonfade. Duften er tung og formår næsten ikke at kravle op over glassets kant. Mørk chokolade, mørke, våde frugter, kaffe, ikke så meget lakrids som i Dario, men til gengæld en let bourbonduft, der holder sig til antydningens kunst. Det er det samme jeg genfinder i smagen, i pænt afstemt indbyrdes forhold. Kaffen er lidt mere fremme i smagsbilledet end i duften, og man mærker også de meget mørkt ristede malte. Bourbonen er også smagsmæssigt mere en medspiller på holdet end en ego-centriker som Zlatan. Det kan være, at den dobbeltmæskede bryg er så fyldig, at den kan suge og indkapsle flere af fadets aftryk, så det faktisk ender med at blive ganske vellykket. Det er over et halvt år siden jeg smagte Dario (og de øvrige i første del), så jeg kan ikke direkte sammenligne. Men det er en ret lækker øl, der må få 5-6 skumfiduser, hvilket er en halvkarakter mere end Dario.


Christopher, The Crimson Crooner, 11 % bourbon fadlagret barley wine. Her er det Marianna, The Moody MILF, der er udgangsbrygget. Den brød jeg mig ikke særlig meget om i ren udgave. Må se om turen i bourbonfadene har forbedret den. Der står stadig en meget sødlig-klistret duft op ad glasset og her iblandet tydelige bourbonnoter, der heller ikke ligefrem er kendt for deres opfriskende karakter. Smagen er også fortsat sød og klistret. Lidt væk er bananen og tyggegummien fra Marianna, heldigvis. Der er nu noget modspil fra sydstatswhiskeyen om man så kan lide den lette blanding af røg og halv-vammelhed, som jeg forbinder med den nye verdens forsøg på at efterligne original whisky. Samlet ender bryggen som en kende mere drikkelig end udgangspunktet, men den bliver aldrig hverken en crowd- eller ganepleaser hos Dude Beering; dertil er den for sød, tung og lagret på forkerte fade. Den "beholder" sine tre skumfiduser.


Patrizio, The Persuasive Peacemaker, 10,5 % bourbon fadlagret old ale. En remaket Cody the Crooked Cop fra første halvleg. Den var ganske vellykket og de samme duftindtryk fra den af karamel og figner er bevaret og naturligt tilført lidt fra fadene som duftmæssigt giver lidt vanilje og en smule bourbon. Stadig en voldsom væske at ryste indenbords, med masser af malt, karamel, mørke frugter samt vanilje, træ og bourbonsmag fra fadlagringen. Sidstnævnte kan mærkes men er knap så voldsom. Muligvis har den dræbt den let syrlige smag jeg kan se at jeg smagte i Cody. Stadig en øl der skal nydes med måde - dens fylde gør nok, at den bedre favner bourbonen som forekommer integreret og ikke udstikkende. Den beholder samlet ligeledes sin karakter fra den rene udgave: 4-5 skumfiduser.


Paul the Packing Piano Player, 8,7 % bourbon fadlagret rugstout. Sidste øl står også alene, skal ikke sammenlignes med en ikke-bourbonlagret udgave. Rettelse: PtPPP er en fadlagret udgave af Rye King, som jeg smagte for en del år siden. Jeg dufter bourbon, røg men også lidt frisk humle vifter forbi som en flygtig brise. Knastør smag, jeg mærker næsten indersiden af fadet raspe min mundhule. Træ, røg, kaffe og bourbon; sidstnævnte forekommer i denne bryg mere "frisk" eller knap så vammel og giver faktisk øllet et ekstra pift. Ret bittert, sikkert både fra humle, fad og bourbon. Som alle de foregående er det ikke en sommerbælleøl, men noget der skal nydes i små nip. Denne bringer mig nok mest glæde af håndfulden efter Maureen og må belønnes med 5 skumfiduser.


Jeg fik efter denne omgang med Amagers heftige fejring af deres første 10 år bekræftet, at bourbon og øl sjældent virker godt for mig. Der vil givetvis være andre, der ser en fortrinlig symbiose i blandingen og dem kan jeg kun være en smule misundelig på. Det gik fint et par af gangene, men det bliver hurtigt for påtrængende synes jeg, og når så bourbon i forvejen er en misforståelse, så er det op af bakke. Men, det sagde jeg om al fadlagret øl tidligere, så derfor kastede jeg mig ud i det for at se, om ikke jeg også kunne smage lyset. Det kan jeg måske næste gang, men endnu er jeg for umoden.

#1688-1692

tirsdag den 6. februar 2018

Tap takeovers på Kompasset

Mit lokale vandingshul Kompasset skiftede ejer i sensommeren men de nye ejere fortsætter stort set med det samme koncept. Dog forekommer det mig, at de lidt oftere får besøg af bryggere og bryggerier. Jeg har ikke været med til alle, men her følger et par korte smagsnoter fra vinterens løb, med nogle bryggerier jeg ikke før har set.

Den første begivenhed jeg nåede med til var da de finske bryggerier RPS Brewing (Rock, Paper, Scissor) og Fat Lizard gæstede baren 14.-16. december. Fik en god snak med dem om ølscenen i Finland og fik smagt disse:

RPS IPA, 5,6 %. Den præsenterede sig med en umiddelbar frugtsmag bestående af grapefrugt og appelsinskræl. Det efterfulgtes af en ret ren bitter afslutning, men den skulle kun holde 56 IBU. 4 skumfiduser.

RPS Red ale, 5,2 %. Mørk øl, der forekom ganske kedelig, uden hverken nogen malt eller humlekarakter. Den nåede aldrig at gøre et stort indtryk. 2-3 skumfiduser.

Fra Fat Lizard fik jeg smagt fire forskellige:

Arctic Fuel, 7,3 % ipa. Diskret aroma fra humlen. Starter også forsigtigt i smagen men det udvikler sig til bløde, frugtige noter af melon og mango, med en afsluttende lav bitterhed. 4 skumfiduser.

Track Day, 4,9 % ipa. Med den styrke hører den til session ipa'erne. Som sådan starter det fint hvor den initielle humlearoma og -smag giver fyr og passionsfrugt som fader ud, men dog bevares noget mere end normalt for stilarten. Således fremstår den som ganske god for genren. 4 skumfiduser.

Ankle Slapper Surf Ale, 4,7 % ipa. Igen en session, brygget til en dag hvor tidevand og bølger ikke når højere end til anklen på den stakkels forventningsfulde surfer. Der er en generel OK humlearoma men det er svagt og fiser hurtigt ud. Track Day var således bedre. 3 skumfiduser.

Blacktop, 6,3 % porter. Fin porter, med røg, ristede noter og fin balance med chokoladesødmen. 4 skumfiduser.

Den anden begivenhed, der skal omtales i dette indlæg er fra 18. januar i år, da svenske Nordic Kiwi Brewers kom forbi. Svenske og svenske, bryggeriet ligger i Stockholm, men bryggerne er vist ægte kiwier. Meget passende var der samtidig barmad i form af Wild Kiwi Pies, et initiativ, der sammen med NKB havde lokket folk af huse på Østerbro. Der var tæt pakket og med et næsten infernalsk støjniveau, så selv om det havde lykkedes mig at lokalisere bryggeren/-ne ville jeg ikke kunne have ført nogen som helst fornuftig samtale med dem. Jeg nøjedes derfor med at smage to af deres øl:

Kohatu Sour, 4,5 %, men nok ikke en sour i ølstilartsforstand. Mere en slags pale ale, med en del brødsmag og en humle, der giver en let bitterhed og mest smager af appelsinskræl. På det jævne, 3-4 skumfiduser.

Chili Stout, 6 %. Dufter af en blanding af lys chokolade og mælk, så jeg må tænke milk stout. Kaffe, røg, ristet brød og ikke meget sødme udover mælken! Chilien er, heldigvis, meget sparsomt doseret og anes kun som den svageste prikken i halsen. Lidt tyndbenet, men OK. 3-4 skumfiduser.

Det er ikke verdenstopklasse bryggerier, der kommer forbi søvnige Østerbro, men mindre kan også gøre det. Næste overtagelse af udskænkningshanerne er 15. februar, hvor danske Flying Couch skænker op.


#1680-1687







tirsdag den 23. januar 2018

Lette svenskere

I flere nordiske lande kan man kun købe øl i almindelige butikker op til en vis procentgrænse. Således kan man i Sverige kun få øl op til 3,5 % i supermarkederne. Det kan give visse brygtekniske udfordringer, men samtidig eksisterer der også ølstile, der ikke er stærke. Et kort besøg i Stockholm gav anledning til at undersøge hvad hylderne i ICA havde at byde på. Jeg valgte kun flasker fra svenske bryggerier, men både Mikkeller og To Øl var også at finde.

Picnic, 2,2 % sour ale fra Brekeriet. Økologiske ingredienser, blandt andet rabarber, og fermenteret ved hjælp af mælkesyrebakterier. De afgiver en karakteristisk mælket-karklud-sur duft. Øllet er som forventeligt ganske tyndt men flere af de andre produkter fra brødrene Ek har ikke voldsomt meget krop uden at det går ud over smagen. Der er her en fin syrlighed mens rabarberen er noget diskret til stede. Friskt og mundrensende og det rækker til fine fire små skumfiduser.


Spinnaker, 3,5 % session IPA fra Nynäshamn Ångbryggeri. En fin frugtig duft med fersken og mango. Faktisk en pæn fyldig og næsten kremet mundfylde - godt gået de lave procenter taget i betragtning. Smagsmæssigt er den mindre spændende, hvor der næsten kun bydes på ren humlebitterhed. Jeg kan se at holdbarhedsdatoen kun ligger et par måneder frem, og så kan den snildt være et år gammel, og det har ikke bekommet den vel. Så efter en lovende duftmæssig og taktil indledning, ender den lidt skuffende. Tre af de allermindste skumfiduser.


Manu, 3,5 % sour fra Tempelbryggeriet. Samme grundduft som Picnic, men her også med den tilsatte mango iblandet. Smagen er en balancegang mellem det sure fra de vilde bakterier (tilsyneladende tilsætter de ikke selv mælkesyrebakterier) samt den noget sødere frugtsmag fra mangoen. Vippen hælder mod det syrlige men frugten bløder en smule op og gør den lidt mere venligtsindet, skulle man have problemer med syren. Fin øl, men den er faktisk over den angivne bedst-før dato, uden at jeg dog tror at det har influeret noget på smagen. 3-4 skumfiduser.


Session pale ale, 3,5 % fra Poppels bryggeri. Økologiske ingredienser. Lige når den åbnes kommer en fin duft af frugt og fyr min næse i møde. Der er brød og næsten lidt karamelsødme i smagen, sammen med en rimelig kraftig humlesmag af passionsfrugt, solbær og fyr, men den lette bryg formår ikke at holde på det særlig længe og den blivende smag er en medium bitterhed. Det bliver til en lidt underlig bitterhed, ikke helt i harmoni med øllet. Så længe det varede en fin oplevelse og man kan nok ikke forvente det helt vilde, men afslutningen trækker ned. 3 skumfiduser.


Vinterbrygd, 3,5 % økologisk brown ale fra Nils Oscar. Næsten ren maltet duft og ikke meget andet. Malt, rugbrød, ristede noter og nødder fylder i smagsbilledet i en bryg der er forbavsende fyldig og de fader ikke meget ud. Der afsluttes med en ren bitterhed af en karakter, som jeg tidligere ikke har brudt mig om, men som ikke skurrer så meget her. For at holde sine sølle lovlige 3,5 % er den faktisk meget god og fortjener fint fire skumfiduser.


De syrlige øl klarede sig fint og de ligger heller ikke alkoholmæssigt så langt fra de "rigtige" udgaver. Og så overraskede Nils Oscar med en fin brown ale. Jeg bliver nok ikke fast kunde i svenske supermarkeder efter dette, men små guldkorn kan findes.



#1675-1679