lørdag den 13. januar 2018

Surt og vildt

Svenske Brekeriet dyrker det vilde og det sure i øl. Jeg har haft dem på bloggen tidligere men nu hvor jeg i langt højere grad har lært at værdsætte det syrlige, må det være passende at have et lidt større indlæg med øl fra dem. Jeg var nemlig så heldig at få seks for mig ikke-smagte øl i fødselsdagsgave - så bliver det ikke meget bedre for en ølblogger. De laver forskellige serier på bryggeriet. Wild Bunch som er brettanomyces fermenteret øl, Sour Patch som er de sure øl, og så lejlighedsvis Special, som er enkeltbryggede øl i begrænset oplag. Min gave indeholdt to fra hver af de tre serier. Først de to specielle:

My Oud Swede, 5,0 % witbier i samarbejde med Brasserie de la Senne. Duften indeholder syrligt som karklud og yoghurt, og lidt skarpt i form af træ (fade) og eddike. Den ganske lette bryg indeholder et væld af smage. Det starter lidt skarpt ud med syrlighed og træ. Efter et øjeblik bryder  fine frugtnoter frem, jeg kan smage æble, blomme og fersken. Syrligheden vender tilbage, mere som citron hvor den indledningsvis var lidt skarpere som rødvinseddike. Hele tiden er der en let antydning af ædel råddenskab og syrnet mælkeprodukt. Der er ikke meget tilbage af en klassisk belgisk witbier efter denne tur hos brødrene Ek, men det gør så sandelig heller ikke noget. 5-6 skumfiduser.


Wild & Juicy, 7,2 % vild ale. Meget stald og brettanomyces i duften, der overskygger næsten alt andet, men en smule syrlighed erkendes. Smagen indleder med noget bitter mandarin/appelsin som har en rimelig kraftig frugtkomponent udover det bitre. Så kommer der funk og mælkesyrebakterier indover men det bliver aldrig eddike, men kontrolleret syre. Det er svært at snakke om humlebitterhed i disse syrlige øl, men den skal jo nok være der et eller andet sted. Bryggen forekommer en smule mindre sofistikeret end foregående og med sin kraftigere alkohol også en, der træder med lidt større sko. Den kommer til at score noget lavere men stadig pænt med fire skumfiduser.


Næste to er de vilde øl, begge med frugt:

Rhubarbe, 5 % farmhouse ale, med økologisk rabarber. En fin staldduft røber bretten og der er tillige noget syrligt som kan stamme fra den røde stængel, der er tilsat under fermenteringen - tør-rabarbering? Smagsmæssigt ikke en øl der iført boksehandsker giver dig lammende uppercuts, men en mere diskret og let øl. Den fremviser en fin afstemt blanding af gæren, med dens tørre smag og rabarberens frugtsmag såvel som syrlighed. Har en både blød mundfølelse, måske fra den anvendte hvede, og prikker samtidig insisterende med dens fine karbonering. En elegant tørstslukker, der formentlig vil gøre det lidt bedre i sommervarmen, men den kan sagtens begejstre selv i de mørkeste måneder. Fire skumfiduser.


Rhuboise, 6 % ale med rabarber, hindbær og såmænd også vaniljebønner. Det er mest hindbærrene der markerer duftterritoriet, med meget let yoghurt. Også i smagen er det først hindbærrene sammenblandet med en del syrlighed, som vist ikke udelukkende stammer fra rabarberen, for jeg aner i tredje mundomslyngning af væsken noget træ/fad med lette eddiketoner. Jeg ved ikke rigtig hvad der er sket for bretten, måske er hindbærrene for overdøvende - ikke at de fremstår som sådan i produktet, men derfor kan de måske nok undertrykke. Samlet lidt mere tart end funk, som det siges udenbys, men stadig fint og med lidt mere karakter end foregående. Og helt uden vaniljesmag! Fire skumfiduser.


Og sluttelig de to sure/syrlige:

Sour & Salt, 4,6 % gose (økologisk). En duft med mange lag. Jeg kan mærke noget surt, jeg fanger også noget mere vildt, der er yoghurt i, og så en lidt skarp tone. Smagen er lige så rig på facetter. En citrusfrugtsmag som blander sig sammen med det syrlige fra mælkesyrebakterierne, noget lidt blødere mælket, og så den fineste antydning af salt, som det skal være i en gose. Bakterierne giver også en lidt skarp smag henad noget træ, synes jeg. Egentlig bitterhed synes jeg ikke jeg kan smage, men det kan drukne lidt i det syrlige. Jeg skal også anstrenge mig meget for at fange det tilsatte koriander - jeg fornemmer mest en lidt "grøn" smag. Samlet er det rigtig godt og gose er en stil, jeg har forelsket mig i, lidt efter lidt. Så der uddeles uden blusel fem store skumfiduser ud.


Purple Rain, 5,3 % Berliner Weisse med solbær og passionsfrugt. En velkendt duft fra syrlige øl, med syrlighed, mælkeprodukt og her også erkendbare spor af solbærrene. Det river lidt. Smagen er umiddelbart meget præget af gæringen med bl.a. mælkesyrebakterier, som giver syre og yoghurt. Da de tilsatte frugter og bær ikke i sig selv er særlig søde men let syrlige på en anden måde, hæves pH værdien ikke synderligt ved deres tilstedeværelse. Jeg kan godt smage solbærrene men er ikke sikker på, at jeg kan pille passionsfrugten ud af det samlede billede. Efter lidt kalibrering/tilvænning, dæmpes de syrlige indtryk lidt og en svag sødme når at gøre entre kort før væsken endegyldigt trænger videre gennem mit indre. Den her er mere snerpende og langt fra så hår-medstrygende som den foregående, men har sin egen friske charme. 4 skumfiduser.


Der skal lyde en stor tak for fødselsdagsgaven til søster og svoger. Køb endelig flere varianter fra Brekeriet når I besøger Systembolaget!

#1669-1674

fredag den 12. januar 2018

Northern Monk trilogi serie

Northern Monk brewery fra Leeds i England har en årlig trilogi serie hvor de i samarbejde med forskellige venner hylder de tre basisingredienser malt, humle og gær. I år kunne man få serien frisk fra fad på Taphouse. Jeg benyttede mig af muligheden for at gøre mig bekendt med bryggeriet, der kommer med til Mikkellers festival i år.

The Trilogy MMXVII: Hops, 7,4 % ipa i samarbejde med DEYA Brewing company, også fra England. Ret rivende duft af grape og fyr. Dejlig blød tekstur, men omvendt en næsten aggressivt humlerivende på tungen. Der er grape, passionsfrugt, harpiks og appelsinskal fra den næsten olierede humle, og også en ret stor slutbitterhed der antyder, at der har været humle i kogekarret hele vejen igennem. Jo, den udnytter så sandelig humlens potentiale både som smagsgiver og bitterhed. 5-6 skumfiduser.

The Trilogy MMXVII: Yeast, 9 % saison i samarbejde med 18th Street Brewery fra Chicagoforstaden Hammond. Banan fornemmer jeg primært fra det til duftopfangning ikke særlig velegnede samplerglas. Med tungen og ganen inddraget åbnes der mere for indtrykkene. Banan og koriander og lidt nellike kan jeg smage og så kan man tænke både på blonde og visse hvedeølstyper. Derefter kommer en ordentlig dosis gær i form af peber, bitter- og let surhed. Det ender ret bittert og jeg tror det mere er gæren end humlen, der gør det. Det er en voldsom omgang gær og blandet med bryggets sødlige fyldighed, bliver det lidt for meget af det gode. 2-3 skumfiduser.


The Trilogy MMXVII: Malt, 11 % sort barley wine i samarbejde med Hawkshead brewery, igen en engelsk legekammerat. Heller ikke fra dette glas opfanger jeg særlig meget. Det er en blød og meget lavt karboneret mørk barley wine der ryger ind. Ikke særlig sød, den må være gæret godt ud. Dog opfanger jeg chokoladesmag, svagt nogle mørke frugter, og så en let maltsmag der pga. den mørke ristning ender ret bittert ud. Det virker lidt underligt i en barley wine og fremstår ikke helt velintegreret. Det ender på 3-4 skumfiduser.

Gad vide om en hyldest i Northern Monks øjne er at dosere den respektive ingrediens med meget rund og løs hånd? Det virker for mig i denne årets serie kun med humlen.

Fra venstre: humle, gær og malt
#1666-1668